Lokalhistorier

Inger Sofie Breinbjerg har skrevet denne fine historie om, hvordan man hjalp hinanden i hendes barndom.
Stine og Mads var Tage Granstrøms mors forældre. Huset findes nu ikke mere.

Riberlundvej 32 På denne adresse boede der i min barndom et ældre ægtepar : Stine og Mads (vejmand) Madsen. Hun hjalp rundt omkring, hvor der var behov for lidt ekstra hjælp, når der kom en lille ny og konen lå i barselseng , hun hjalp med at tønde roer og i høsten. Hun var meget afholdt, da hun var en mild og tjenevillig kone. Hendes mand var vejmand på gammeldags maner med trillebør og skovl. Han var jo rundt på mange veje, og når folk om eftermiddagen skulle f.eks. til Vejle eller i byen sagde de bare til Mads Vejmand om han kunne flytte køerne. Det gik han så og gjorde ind imellem han passede sit job som vejmand – de var afholdte folk på grund af deres tjenestvillighed og hjælpsomhed.
Da de blev ældre, var helbredet ikke så godt, men vi var altid velkommne hos dem.
Da Mads Vejmand fyldte rund til en fødselsdag, bestemte alle han havde hjulpen, at de ville holde hans fødselsdag i Vindelev forsamlingshus med kaffebord.
Om eftermiddagen cyklede en flok damer op for at dække bord og pynte deroppe, men mange ville være med, for han havde altid været flink til at gøre folk en tjeneste. Jeg tror Holtum Bager Otto Therkelsen kom med alt kaffebrødet. Rutebilejer Karl Jensen, Ildved kørte rundt og samlede folk op i rutebilen, så det var jo flot.
Mads og Stine skulle så vente hjemme, så ville Johannes Poulsen Holtum hente Stine og Mads lidt senere, så alle kunne tage imod dem.
Og de ventede og ventede, men der kom ingen bil med Stine og Mads. Til sidst ringede de til Johannes Poulsen, han lå hjemme på sofaen og havde fået for meget at drikke, så han var ikke i stand til at køre bil.
Resolut gik Karl Jensen ud og startede rutebilen og fik Stine og mads hentet, så de kom standsmæssigt der op.
Det hele endte med en dejlig fødselsdag, og Stine og Mads kom med rutebilen hjem efter en dejlig aften.

Mange ældre mennesker har fortalt om deres liv til Mogens I. Thomsen, som har skrevet og redigeret det. Erindringsbillederne har været bragt i “Højtoftens Blad”.

Her kommer den første af dem:

Margrethe Mølhave fortæller:

Jeg er født den 03. november 1910 på Grejs Østermark, hvor mine forældre havde en landbrugsejendom på 15 tønder land, og her voksede min store broder Niels og jeg op. Jeg begyndte min skolegang i Ulkær Forskole, som næsten lige var blevet bygget på det tidspunkt. Forskolelærerinden hed Maren Egsgaard, men hun skulle flytte, og derfor fik vi en mandlig vikar, som hed Thomsen. Jeg var temmelig pjevset som barn, og hver gang læreren sagde noget til mig, græd jeg, så han turde næsten ikke spørge mig om noget. Men lidt fik jeg da lært bl.a. salmen ”Bliv hos os, når dagen hælder”, og det ved jeg på grund af følgende hændelse. Jeg var bange for træer og buske – man vidste jo aldrig, hvad der kunne gemme sig bag dem – og en dag, hvor jeg skulle ud i marken til min far, skulle jeg passere noget skov og krat, og for at holde modet oppe skrålede jeg ”Bliv hos os, når dagen hælder” af mine lungers fulde kraft. Min far og hans nabo, som var i færd med at slå græs, synes det var vældig, at jeg sådan kunne synge, men jeg fortalte dem ikke, at det var af ren og skær skræk.

Da jeg skulle begynde at gå til præst, var mine sko blevet for små, og jeg skulle jo have nye sko, når jeg skulle konfirmeres, så derfor var der ikke råd til nye sko inden konfirmationen, men så fandt min bedstemor, som boede hos os dengang, på råd. Jeg kunne låne hendes sko, for hun gik ikke i byen så tit. Ganske vist var de lidt for store til mig, men så lavede min mor en papsål til dem, og så passede de. Jeg fik også en ny cykel af min bedstemor, så jeg kunne cykle til konfirmationsforberedelse i Grejs, hvor provst Juhl dengang var præst. Jeg fik en fin hvid konfirmationskjole, men min mor syntes, at hvide strømper var for upraktiske, de kunne ikke bruges bagefter, så jeg fik sorte strømper og sorte sko. Men efter konfirmationen, da jeg skulle fotograferes i tøjet, kunne min mor godt se, at det ikke så særligt godt ud  med de sorte strømper, og så købte hun et par hvide til mig, og de kom så med på konfirmationsbilledet.

Da jeg blev 16 år, kom jeg ud at tjene for første gang hos min morbror Theodor Tambo, som havde en ejendom i Tykmosen i Lindved, og medens jeg var der, blev min fætter Vagn, som nu har ejendommen, født. Senere kom jeg hjem igen, for jeg og min bror var nødt til at skiftes til at være hjemme for at hjælpe mine forældre, som begge var svagelige. Jeg var hjemme, medens min bror var på højskole, og medens han var soldat, og senere da han var på landbrugsskole. Jeg hentede af og til nogle store pakker hos Karen på posthuset i Lindved, og der var nok nogle, der mente, at det var gaver vi fik, men i  virkeligheden var det Nielses vasketøj. Når vi skulle vaske derhjemme, måtte vi hente vandet ved en brønd ude i marken, og der var ingen pumpe men en spand, som vi kunne hejse vandet op i. Vi havde vand hjemme på ejendommen til husholdningen, men ikke nok til at bruge til at vaske i.

I perioder, hvor Niels var hjemme, var jeg ude at tjene, og jeg mødte da også en ung mand, som jeg blev gift med i 1937. Det gik imidlertid ikke så godt med vores ægteskab, og i 1954 blev jeg skilt, og det udløste et ramaskrig, for det var ikke moderne dengang!

På det tidspunkt var min far død, og jeg flyttede hjem til min mor og min bror på ejendommen. Jeg kendte en sygeplejerske på Vejle Sygehus, og hun spurgte forstanderinden, om jeg ikke kunne få arbejde på sygehuset, og det kunne jeg godt. Jeg kunne ikke blive sygeplejerske, for det var jeg for gammel til, men jeg hjalp med alt forefaldende arbejde på sygehuset, gjorde rent, svingede bækkener, vaskede patienter osv. Medens jeg var på Vejle Sygehus fik en af patienterne sin bror til at skrive en anbefaling til mig – han var selv for svag til at gøre det – men da afdelingssygeplejersken fik det at vide, blev hun vred og sagde, at den måtte jeg ikke bruge, men det gjorde jeg nu alligevel. Jeg kendte nemlig en forstanderinde, som arbejdede på det, der dengang hed De Kellerske Anstalter (DKA) i Brejning, og jeg viste hende anbefalingen, og hun spurgte overlæge Wildenskov, som dengang var leder af  DKA, om han kunne bruge mig, og det kunne han, jeg kunne blive plejeelev på anstalten, og det resulterede i, at jeg begyndte min karriere på Brejning  den 01. oktober 1954.

De Kellerske Anstalter var på det tidspunkt en meget stor institution, hvor psykisk handicappede (dengang blev de kaldt åndssvage) fra hele landet boede og blev passet. Institutionen havde eget sygehus, eget gartneri, egen skole osv., det var faktisk en hel by, som kunne fungere inden for egne rammer, og som lå på et meget smukt område, der skrånede ned mod Vejle Fjord.

Jeg startede med at være på afdeling C 2, der var beboet af spastiske patienter, som alle var drenge. Det var nogle dejlige drenge, og jeg kan stadig huske deres navne. De kunne ikke tygge fast føde, så de fik grød tre gange om dagen, og de kunne ikke styre deres bevægelser, så de slog ufrivilligt om sig med armene. Drengene kunne ikke selv gå, og når de blev taget op af sengen om morgenen, blev de båret hen og anbragt på en stol, og om aftenen blev de båret tilbage i deres seng. Der var en terrasse uden for bygningen, og når vejret var til det, blev drengene pakket godt ind i tæpper og båret ud på nogle liggestole for at få sol og frisk luft. Som elev skulle man være forskellige steder på institutionen, og fra C 2 kom jeg hen på en afdeling for børn, der gik i skole. Her skulle jeg være nattevagt i 2 måneder fra kl. 19 om aftenen til kl. 07 om morgenen. Hver time skulle nattevagten gå rundt og trække nogle ure, og kl. 22 blev der lukket for strømmen, og så var der hverken lys eller varme på afdelingen. Jeg havde 36 børn, som jeg skulle tage mig af, og mange af dem skulle tages op om natten, fordi de var sengevædere. Men det var nogle dejlige børn, som jeg kom til at holde meget af. Senere blev jeg dagvagt på afdelingen, og så skulle jeg sørge for, at børnene kom op, blev vasket, fik børstet tænder, fik morgenmad og kom i skole. Jeg fulgte dem hen til skolen, hvor der blev sunget morgensang under ledelse af skolebestyrer Varming, og derefter løb børnene ind i de klasseværelser, hvor de skulle være.

De første tre år var elevtid, men inden man kunne blive plejerske, skulle man til eksamen. Vi skulle bl.a. have samariterkursus, og vi skulle også have psykiatri. Vi skulle endvidere ned på systuen og have undervisning, vi skulle kunne stoppe sokker og sy på elektrisk symaskine. Den afsluttende eksamen foregik højtidelig med spørgsmål, der skulle trækkes, og fine herrer, der kom som censorer osv.

Inden jeg fik mine eksamenspapirer, blev jeg opfordret til at søge en stilling som plejemor på afdeling G 1. Det var jeg nu lidt betænkelig ved, for det var en lukket afdeling, som også blev kaldt kvindecellen, og her boede vanskelige piger, som havde lavet et eller andet, de ikke måtte, f.eks. var nogen af dem løbet væk fra institutionen. Men jeg vovede springet og søgte og fik stillingen, og det gik også ganske udmærket, og jeg blev glad for at være der. Vi skulle have plads til 16 piger/kvinder i alle aldre, og de var faktisk meget søde, selv om nogen af dem godt kunne være slemme engang imellem. Når vi ikke kunne styre dem, kunne vi være nødt til at lægge dem i seng. Der var fire stuer med træsenge, som var støbt fast i gulvet, og her blev de piger, der havde gjort noget alvorligt, lukket ind. Der var ingen håndtag på den indvendige side af døren, så det var faktisk en fængselscelle, og i enkelte tilfælde kunne det være nødvendigt at spænde pigen fast til sengen med læderremme, hvis hun gik helt amok og slog og sparkede på døre og vægge. Det skete også, at en af vore piger blev sendt til Sprogø, og det foregik på den måde, at en bil fra DKA kørte mig og pigen til Knudshoved ved Nyborg, og så kom der en båd sejlende fra Sprogø med en pige derfra, og så byttede vi. Pigerne kunne selv  ønske at komme til Sprogø, og vi var så med til sammen med overlægen at bestemme, om det kunne lade sig gøre. Jeg oplevede også, at et par af vore piger på en eller anden måde havde fået fat i tændstikker, og så stak de ild til træsengene og sengetøjet, så vi måtte have fat i brandvæsenet for at få ilden slukket. En anden gang stod jeg og talte med en af pigerne, og så var der en anden pige, som var meget glad for mig, som blev jaloux, og hun hentede en flaske, og slog den anden oven i hovedet med den, så der blev en stor flænge, som måtte behandles på  sygehuset.

Jeg var plejemor på kvindecellen G 1 i 20 år, og jeg må sige, at store problemer hørte til undtagelserne, og for det meste havde vi det godt sammen som en stor familie. Som eksempel på det, kan jeg nævne juleaften, hvor min bror og svigerinde og deres tre børn ofte kom på besøg. Så dansede vi alle sammen rundt om juletræet og havde det hyggeligt sammen, og det var en rigtig stor festaften for pigerne. Mange fik julegaver hjemme fra deres familie, og de fik også alle sammen en julegave fra institutionen, og den skulle plejepersonalet købe. Et år spurgte jeg en af pigerne, hvad hun ønskede sig, og hun havde lidt svært ved at tale rent, så hun sagde ”pegemors armsved” , men jeg forstod udmærket, at hun mente en deodorant.

 

 

Selvfølgelig var beboerne på DKA forskellige, lige som det man kalder normale mennesker er det, men når man lærte dem at kende, blev man klar over, at de alle indeholdt noget godt, og at de fleste var søde og rare mennesker, som man kom til at holde uendelig meget af.

I 1975 holdt jeg op med at arbejde i Brejning, men da var jeg allerede flyttet ind i et hus i Mølholm, som min bror og jeg havde købt to år tidligere. Her boede jeg indtil 1999, hvor jeg flyttede ud til min bror og svigerinde på Grejs Østermark, og her boede jeg så indtil januar i år, hvor jeg har fået en dejlig beskyttet bolig på plejehjemmet Højtoften, og her er jeg meget glad for at bo.

 

 

 

 

Her kommer Jens Jørgens beretning om julen i hans barndom i 1940’erne:

Jul.

Julen 2006 er nu i fuld sving, der er et par dage indtil juleaften , og her i adventskransens lysskær kommer jeg til at tænke tilbage på min barndoms  jul, som jo dog var anderledes, men indeholdt  de samme  tanker og oplevelser  som jeg stadigvæk  har.  Om ikke andet er en del af disse tanker blevet videreført, først igennem mine børn, og nu er skaren endog vokset med 8 børnebørn.

Når jeg nu vil prøve at sætte nogle af disse minder på tryk vil det nok fremgå, at det meste af min egentlige barndom var i  besættelsesårene 1940 til 1945, hvad der jo gjorde selve juleforberedelserne noget anderledes end i dag , hvor der virkelig er varerigelighed.

I oktober måned fik vi altid henvendelse fra et eller andet forlag der udgav julebøger , her skal indskydes,  at mine søskende og selvfølgelig også mig selv, ikke alene  distribuerede  ugeblade , men også kørte rundt og solgte disse  i Lindved og omegn . Det være sig Ulkær, Sindbjerglund-Agersbøl, Sindballe, Lindved Nørremark osv. Vi fik tilsendt nogle prøvetryk, og så måtte vi i gang med at besøge potentielle kundeemner og se om det kunne lykkes at afsætte nogle af disse bøger. Dette skete for vores egen regning og risiko, så det bedste var selvfølgelig om man kunne få folk til at betale forud, så var risikoen dog mindre. Vi skal jo også huske på at dengang var det ikke normalt at børn fik udbetalt  lommepenge, så vi måtte jo selv skaffe disse. Nå, af sted på cyklen og så rundt for at præsentere disse bøger.

Bestsellerten var ubetinget Ved Julelampens Skær derefter Familie Jul samt flere andre. Så var der jo Pigernes Lommebog og også Drengenes Lommebog, dette var spændende bøger for de indeholdt også små artikler der kunne interessere os børn. Jeg husker i særdeleshed 2 artikler, hvor den ene omhandlede faldskærmsudspringeren John Tranum, der omkom under et konkurrencehop og den anden artikel om fabrikation af Schweizer ure med en beskrivelse af fabrikken, og om hvordan de her arbejdede under undertryk, for at undgå støv i urene, jeg var dybt imponeret.

Vi havde også den meget seriøse Landmandens Almanak og så kom vi til den sjoveste del nemlig tegneseriehæfterne f. eks. Knold og Tot, der tyranniserede de andre medvirkende nemlig Kaptajn Vom, Inspektøren og ikke mindst frøken Zantippe der måtte lægge krop til drengenes utyske-streger. Der var et hefte om Ferdinand, som vi jo kendte fra Vejle Amts Folkeblads tegneserie af samme navn og ikke mindst min favorit

Storm P s opfindelser, det var fantastisk at sidde og se på disse mærkelige tegninger over f. eks. et vækningsapparatur og mange andre mærkelige tegninger. Der var også et hefte med Rumskibet SM3, dette hæfte hed

Villy på vingerne. Dette handlede om piloten Villy, der sammen med sin stab med rumskibet foretog rejser til fremmede planeter. Dette hefte var der ikke megen salg i, jeg tror det skyldtes, at man her var gået lidt over stregen, denne tanke med rumrejser var dog for fantastisk!

Vi fik jo en del af disse bøger afsat og kunne så først i november indsende ordre til forlaget. Bøgerne modtog vi omkring 1. december og så måtte vi jo omkring igen for at aflevere de bestilte bøger og se, om vi kunne få pengene hjem fra de kunder, der ikke havde betalt forud. Det skal i sagen interesse siges, at jeg ikke mener at vi nogensinde er blevet snydt, dog skete det, at vi skulle komme for at hente pengene på et senere tidspunkt.

I midten af november modtag alle husstande med posten to kataloger fra postordrefirmaerne Dahls Varehus og det lidt mindre katalog fra Buldog. Det var spændende at nærlæse disse kataloger, der indeholdt billeder af alt fra kjoler, undertøj, køkkengrej, og ikke mindst legesager. Vi sad og så på billederne og ønskede os faktisk næsten det hele. På et tidspunkt indsendte min mor så en ordreseddel. Det var altid til Dahls Va-rehus, og så var det jo spændende, når varen kom og skulle pakkes ud. Vi håbede lige at kunne få et blik af en eventuel julegave, men dette smugkik lykkedes aldrig. Jeg tror nok, at mange fra landbefolkningen købte en del på denne måde. Dahls Varehus eksisterede helt op til omkring 1986-87, og det er den samme familie som i dag har firmaet Harald Nyborg, der stadig har postordresalg, men samtidig en hel del butikker landet over. Firmaet Buldog fik under krigen en krank skæbne, de handlede med Tyskerne og derfor sprængte Frihedskæmperne det hele i luften.

Omkring første December skulle julegrisen jo så slagte.Vi havde hos min faster som boede et lille stykke fra os, en gris til at gå i hendes udhus , og denne gris lærte vi jo at kende, for den blev blandt andet opfedet med husholdningsaffald, som vi  gik over og hældte i dens foderskål, jeg gad vide hvad den egentlig yderligere har fået, det husker jeg ejendommeligt nok  ikke noget om . Det hændte også at min far købte en gris hos en landmand og denne gris kunne han gerne hente på selve dagen hvor slagtningen skulle foregå. Hjemmeslagter Martin Steffensen ankom på cykel og med sine remedier i en kasse på bagagebæreren. Jeg følte egentlig det var en spændende dag, men så sandelig også en uhyggelig dag, for jeg syntes ærlig talt, at det var synd for grisen, der jo ikke havde gjort os noget. Der var blevet fyret op i vores grubekedel allerede fra morgenstunden, for der skulle jo bruges en del varmt vand til en sådan aflivning.  Slagtningen skulle foregå i vores garage, og der var allerede blevet hængt et reb op og fastgjort i en af loftbjælkerne for her skulle grisen jo hænges op når slagtningen var overstået. Vores stige  blev anbragt på  2 stk. omvendte  trækar ,og her var det meningen at grisen skulle  bindes udstrakt således , at  selve slagtningen kunne foregå her.

Martin Steffensen havde iført sig et sort gummiforklæde, og han havde skyllet dette forklæde med varmt vand. Nu stod han og sleb sin lange slanke kniv imens min far og vores chauffør fik bundet grisen fast til stigen. Grisen hylede hjerteskærende, og jeg stak fingrene ind i ørene for dog at minimere denne skrigen. Slagteren gik hen og stak hurtig grisen i halsen , dette udløste en flod af blod, der blev opsamlet i en spand. Slagteren spurgte da, om ikke jeg kunne røre rundt i dette blod, der jo skulle bruges til blodpølse, men jeg, der normalt var lige ved at besvime, hvis jeg blot skar mig i fingeren, flygtede med rædsel ud af garagen og valgte at se på denne slagtning sådan lidt på afstand.

Den aflivede gris blev nu skoldet og skrabt med brug af et ejen-dommelig  udseende instrument, der lignede en tragt, hvor selve røret var savet af. Nu skulle man have grisen op at hænge og skulle til at opdele grisen i de stykker, man nu ønskede. Tarmene blev renset og skoldet, og nu var vi kommet så langt hen i slagtningen, at jeg kunne begynde at hjælpe. Jeg blev sat til at trække kødhakkemaskinen, der var blevet udstyret med et pølsehorn. Og så kan det nok være vi fik gang i produktionen af medisterpølse. Der blev kogt blodpølse, der blev lavet leverpostej, udskåret stege, hakket fars, kogt fedtegrever og fedt med løg og mange andre ting. Noget af kødet blev anbragt i vores sulekar/saltbalje, der stod i vores kælder anbragt lidt fra gulvet på et par mursten. Dengang kendte man jo ikke til hjemmefrysere, så man anvendte de gammelkendte metoder. Andet af kødet blev henkogt i nogle store brede henkogningsglas, der blev kogt i en speciel henkogningskedel, der stod på komfuret med et termometer der stak ovenud i et rør  på låget af  denne kedel. Og noget blev sendt til rygning hos Slagtermester Hans Christensen, Nørretorv i Vejle. Og derfra kunne vi senere hente røget skinke, der blev anbragt hængende i en snor, ned fra en skæv skorsten vi havde på loftet, snoren var trukket igennem et stykke brun karduspapir der dækkede og beskyttede skinken mod støv, fluer m.m.. Smagen af denne skinke er i min erindring fantastisk god, selvom den med tiden godt kunne blive lidt tør.

Med hensyn til slagtning, så erindrer jeg også engang hvor min far havde købt en rundvædder, her må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke ved med bestemthed hvad en rundvædder er, men jeg tror det er en kastreret vædder ? Se denne vædder skulle også slagtes på nogenlunde samme måde som den førnævnte gris, men denne vædder var i besiddelse af et kraftigt temperament og mange kræfter, så den rev sig løs og forfulgte min far, der af skræk for at blive stanget af dens horn, kravlede op på en væghylde så han var udenfor vædderens rækkevidde. Vædderen blev dog slagtet, men jeg blev så bange for dette temperament, at jeg flygtede skyndsomst og så desværre ikke, hvordan dette gik for sig.

Nu var vi i mellemtiden kommet frem til lige før den første december. Lærerinde frk. Barslev havde fundet de, tror jeg nok, meget dyre farvede  kridtstykker frem  og hermed havde hun på tavlen  tegnet 24  nøjagtige ens julelys, der hver skulle tælle som en dag indtil juleaften. Hver morgen når vi så begyndte undervisningen, og vi havde sunget morgensang,  kom der en elev op til tavlen, og skulle med det gule eller røde kridt tegne  flammen på  denne dags julelys. Da jeg startede i skolen i april 1940 kendte vi ikke til julekalendere, så denne julekalender var den første jeg så. Jeg mener at anvendelsen af julekalendere, der bestod af et stykke pap med oplukkelige låger, hvorunder der var et julebillede, kom frem og fik udbredelse først i fyrrerne, men det er jo muligt, at andre har kendt til det tidligere. Senere kom der jo så pakkekalendere og fra England og Amerika har man jo også hugget ideen med strømperne der gerne skal gaver i. I vores lokale Brugs hænger der et hav af strømper som børn har afleveret og hvor brugsens personale kommer smågaver i. Ja, tider og skikkene ændres,  i dag er det mig, der af min datter får udleveret 24 pakker og et kalenderlys der bliver tændt hver morgen mens jeg  drikker min morgenkaffe. Ja, det jeg ikke fik som barn får jeg nu i fuldt mål til stor glæde.

I Lindved var der dengang en del forretninger, men egentlig pynt-ning af butiksvinduer blev der ikke gjort så meget ud af, men så skete der pludselig noget. I Købmand Brandts ene butiksvindue var der pludselig blevet lavet juleudstilling, der var en masse nisser der kælkede ned af bakker der var lavet af vat stablet op på nogle papkasser, der var grantræer og små huse og meget andet, og på en sø lavet af et spejl var der flere nissepar der skøjtede og sidst men ikke mindst oppe på en bakke var der en rimelig stor mølle og tænk – vingerne drejede rundt hele tiden. Man kunne ikke se, hvordan det gik til, men jeg vidste, at inde i møllen var der anbragt en lille elmotor fra et Tekno byggesæt, strømmen til denne motor kom fra en akkumulator, der var anbragt så man ikke kunne se den. Og min viden om dette stammede fra, at det var min bror Poul, der var mester for denne juleudstilling. I dag, hvor der jo findes alt af hobbymotorer, strøm-forsyninger og meget andet kan denne primitive udstilling jo ikke imponere nogen, men vi kunne dengang stå udenfor vinduet og udforske de forskellige opstillinger til stor glæde for os frysende snotnæsede unger.

Første Søndag i Advent startede juleudstillingen i Vejle. Der var ikke under krigen ret mange lamper tændte, for der var jo på det tidspunkt mørklægning af hensyn til såkaldte fjendtlige flyvere, men jeg kan dog huske, hvordan Vejle var smykket i årene 1938 og 39. Jeg var da 5 og seks år og erindrer her det store juletræ på Rådhustorvet. Dette træ syntes jeg var utrolig flot med sine mange lysende pærer, og jeg husker især også Vejles Vartegn, den gamle mølle, hvis lys der højt oppe jo kunne ses fra hele Vejle.

Med hensyn til besættelsen måtte der som skrevet ikke være ret meget lys, men i 1945 og ikke mindst 1946 strålede juleguirlanderne atter med fuld styrke over Vejles gader, selv om egentlig reklamebelysning på grund af besparelse ikke måtte anvendes. Ophævelse af dette forbud skete så vidt jeg husker omkring 1950. Jo der gik mange år inden følge-virkningerne fra besættelsen forsvandt fra vores daglige tilværelse.

Med hensyn til udstillingsvinduerne i Vejle må jeg nok erkende at dette var mere omfattende og pompøst end det, som vi kunne se i Lindved. Nogle forretninger havde virkelig gjort meget ud af at lave nogle spændende tableauer, og også nogle med bevægelse. Der var blandt andet et nisse-orkester, hvor samtlige medvirkende bevægede sig, og i et andet vindue sad der en tyk stor nisse og spiste grød  og en anden  nisse sad og rokkede frem og tilbage. Jo her var der noget at kigge på, og det var der bestemt også i byens førende legetøjsforretning i Vissingsgade. Forretningen hed Tusind Ting og navnet løj ikke.  Deres store vinduer var fyldt med legetøj i alle afskygninger. Der var tinsoldater, dukker i mange forskellige stillinger, der var mange slags spil, og ikke mindst det utrolig populære  Matadorspil,  der virkelig var i vælten, og blev spillet i næsten alle hjem. Vi stod med næsen tæt op mod glasset og havde faktisk lyst til at få det hele.

Der gik jo også nogle julemænd rundt på gaderne og samlede ind til diverse formål, eller solgte forskellige ting hvorfra overskuddet herfra sikkert gik i egen lomme. Jeg fulgtes med min far ned ad Torvegade i Vejle, da vi mødte en sådan Julemand. Han standsede og hilste på min far: ´”Godaw Christian”. Jeg blev imponeret, tænk at julemanden kendte min far. Da julemanden derpå henvendte sig til mig og hilste og spurgte hvad jeg hed kan det nok være jeg fik fremstammet mit navn og bukkede det bedste jeg havde lært. Nå efter lidt snak min far og Julemanden imellem tog de afsked og fortsatte hver især deres ærinde. Men jeg var godt benovet over dette møde.

Senere på dagen mødte min far en kollega ved navn Søren fra Nørup, og de to blev enige om at de ville sammen ind på en beværtning og have en julebajer. De gik op ad trappen til et værtshus der lå på 1. ste. sal oppe ved Nørretorv, og da vi kommer ind i lokalet, hvem er så den første person jeg ser? Ja, selvfølgelig Julemanden. Han havde dog taget sit hår, hue og skæg af, og jeg opdagede med det samme, at denne person var  Harry,der normalt var ansat  som havnearbejder og som jeg egentlig kendte  ganske godt  fra mine mange besøg på havnen sammen med min far eller vores Chauffør. Da var det sket med min tro på Julemanden !

Nu kom vi et stykke ind i December måned, og nu var det på tide at få vores julepynt ned fra loftet så vi kunne få det efterset, og eventuel reparere de skader, der måtte være opstået siden sidste jul.

Der blev lavet noget som vi kaldte melklister, som var noget lim man selv kunne lave, og det var en klistertype vi altid anvendte, når vi skulle klistre noget sammen. Det være sig hjemmefabrikerede små huse, klippeark fra Familie Journalen, et ugeblad der ofte havde sådan nogle udklipsark, der mange gange forestillede modeller af kirker, borge og lignende. Vi blev bænket om bordet med kassen imellem os, og så gik det rigtigt løs med eftersynet. Var vi heldige og humøret var til det, kunne det ske, at vi fik nogle æbler som vi så stegte direkte på ringene i kakkelovnens kogerum.

Det var også ved denne tid vi begyndte at lave konfekt og andet slik til julen. Nu må vi huske på at jeg her skriver om en tid med megen mangel af de forskellige ting, som man normal ville bruge til dette formål. Men det har altid været sådan, at mennesker egentlig er ret gode til at finde på noget når man er trængt, og det gjaldt også her. Vi lavede nogle kugler af havregryn, disse var der ingen mangel på, og jeg tror vi blandede dem op med flormelis, lod dem tørre og senere overhældte dem med en form for kakaoerstatning. Vi lavede også nogle efterligninger af marcipan lavet af dej og flormelis, og vi havde en eller anden form for mandelessens på en flaske og alt dette gjorde, at vi dog fik noget vi med lidt god vilje kunne kalde marcipan. Sådan havde man fundet nogle metoder, er dog var ganske brugbare. Endvidere måtte vi jo også undvære mandler, dadler, figner med mere, der hørte julen til. Men der var nok af danskproducerede nødder af alle slags, og æbler var der heller ikke mangel på, så vi klarede det egentlig ganske udmærket

Det var også heromkring denne tid at vi gik i gang med vores produktion af Juledekorationer. Vi havde nogle gamle underkopper, vi brugte til dette formål. Vi blandede noget gips, som vi lagde ud over under-koppen, og i midten plantede vi et julelys. Nu gjaldt det om hurtigt at få anbragt nogle allerede afskårne grankviste inden gipsen størknede, vi anvendte også små grankogler og nogle røde bær fastgjort på kvistene med noget tynd ståltråd , og når vi så smurte  lidt tynd gips  på grenene sådan hist og pist, blev det egentlig nogle glimrende dekorationer vi her fik lavet.

 

Julebagningen skulle jo også overstås, og vi børn var med til noget af det. Jeg husker blandt andet at jeg fik lov til at stikke nogle kager ud i brunkagedej med nogle blikforme, der havde form som forskellige figurer, der var halvmåner, stjerner og andet. Vi fik lov at lave nogle kager på denne måde, men ellers havde de øvrige kager den form, som kager nu engang skulle have. Der blev lavet brune kager, vaniliekranse, jødekager, fedtkager og andre, og så selvfølgelig lavede vi børn pebernødderne. De fik godt nok lidt forskellige former og størrelse, men de smagte godt.

Her må det være på sin plads at berette om en oplevelse som jeg bestemt aldrig glemmer. Hvede til bagning af franskbrød kunne ikke købes, så vi fik ikke franskbrød, men igen finder folk på noget andet. Vi fik derfor sigtebrød, der blev bagt af en noget væsentlig ringere korn. Brødene smagte rimelig godt, men havde en underlig grå farve, endvidere var de lidt klæge, og ca. 5 millimeter over den nederste skorpe dannede der sig gerne en meget klæbrig skorpe, som egentlig ikke var særlig lækker.

Et år op mod jul kom min far hjem med en pose hvedemel, måske nok en ca. 4 kg. Dette havde han købt ved en Møller, der fra en landmand havde fået noget hvedekorn ind, der skulle males. Jeg erindrer, at mor slog denne dej op, formede 2 franskbrød og satte disse ind i ovnen. Jeg sad i køkkenet og ventede på at brødene skulle blive færdigbagte. Dette skete men så skulle de jo også stå til afkøling inden mor med sin brødkniv skar et stykke af. Sikken farve – brødet var hvidt og smagen var fantastisk, jeg havde glemt, hvor godt det smagte. Brødet blev serveret til julefrokosten, men blev rationeret således, at alle kunne smage disse vidundere. Jo, vi lærte at sætte pris på sådan nogle smagsoplevelser. Nu skriver jeg, at det var en Møller, der havde fået lidt hvedekorn ind fra en landmand. Jeg aner faktisk ikke om manglen på hvedemel skyldtes, at der var afleveringspligt  eller hvilken  årsag der ellers var, men landmændene  fik i nogle tilfælde listet lidt korn til side til eget brug, hvad der vel egentlig ikke var noget at sige til .

På et eller andet tidspunkt mellem den 1. og 24. december tog mor os med ind til Vejle for at se den julepyntede by og selvfølgelig også foretage nogle indkøb. Denne eftermiddag besøgte vi også konditoriet Lyon, der lå på første sal på Nørretorv.  Det var virkelig en oplevelse som vi glædede os meget til. Konditoriet var julepyntet med guirlander og et par juletræer, og vi fik her serveret kakao med flødeskum hvortil vi fik boller med smør og derefter måske en kage. Kakaoen vi fik serveret var en slags erstatnings-kakao og den flødeskum vi fik oveni var egentlig ikke rigtig flødeskum, men derimod sødmælk, hvori der var kommet et præparat kaldt de gyldne dråber. Disse dråber bevirkede, at man fik mulighed for at kunne piske mælken til skum. Som jeg tidligere har skrevet er folks opfindsomhed stor, når der er noget man mangler, der findes altid på et eller andet.   Konditorens børn var klædt ud, den ene som Ole Lukøje med sprøjte og paraply og den anden var Julenisse,  der gik rundt og gav alle børnene en lille gave. Disse gaver var ikke af så stor værdi, men jeg kan dog huske at jeg engang fik en blikfrø, der gav et klik-klik når man trykkede den under bugen. En ting fandtes på Lyon, som vi ikke havde set andre steder, nemlig en maskine som vi i dag ville kalde en Juiceblander. Ordet Juice kendte vi ikke dengang, så vi kan vist kalde maskinen for en saftblander. Jeg tror ikke, det var rigtig saft, der var i maskinen, men sikkert almindelig vand med en tilsætning af nogle farve og smagsstoffer. Vi fik denne drik i et højt glas med et sugerør i. Tænk jer et sugerør dengang, var faktisk kun et almindeligt strå, der var afklippet i den rigtige længde og skoldet.

Juletræet blev næsten altid købt enten i Brugsen eller hos Købmanden. Det var altid spændende og se, hvor stort træet var, når det kom hjem, vi børn syntes åbenbart ikke træet kunne blive stort nok. Nu skulle vi se i julekassen, hvor mange lys der var blevet tilovers fra sidste år, og det endte gerne med, at vi skulle opgradere vores beholdning for at have nok til træet, men det var ikke så ligetil. Julelysene var en dårlig kvalitet og man kunne ikke regne med at være så heldig, at man kunne købe nogle paraffinlys, næh man måtte tage til takke med det, som kunne skaffes. Det var lys som vist var lavet af tran eller talg fra får (talg blev også kaldt for tælle derfor navnet et tællelys). De lyste egentlig godt nok, men afgav en del sod og samtidig en ikke så rar duft, men det var jo småting, der ikke blev taget så højtideligt. Den traditionelle juleand blev normalt serveret til julemiddagen, men vi har dog også fået gås, og uanset om det var and eller gås, var der også gerne en flæskesteg. Der blev serveret brunede og hvide kartofler, rødkål, æbler med geleklatter, en god brun sovs, der kunne hænge fast i kartoflerne, og hvad der ellers hører til. Et enkelt år kan jeg huske at far hos en landmand havde købt en kalkun. Du gode sikke et dyr. Den var vel på størrelse med en mindre struds, og jeg husker at min mor ikke ligefrem var begejstret for dette kødbjerg for da den skulle puttes i ovnen, kunne den ikke være der, og man blev derfor nødt til at klemme den i facon for at kunne få den ind til stegning. Jeg erindrer ikke hvordan den egentlig smagte, men det var både den første og sidste gang, der blev serveret kalkun til julemiddagen.

Se nu skulle der jo også en dessert efter kødretten, og i krigsårene kunne man jo ikke fremskaffe ris. Derfor mener jeg at ris- ala- manden blev lavet af byggryn, men selvfølgelig med mandel og påfølgende 1 stk. mandelgave. Jeg har egentlig tænkt mig, at da man ikke kunne skaffe mandler, da har man anvendt en nød. Men denne teori står for egen regning, jeg kan faktisk ikke huske det. Med hensyn til mandelgaven var der kun 1 stk., der blev ikke snydt med denne vigtige konkurrence.

Som drikkevarer tror jeg, at der blev serveret øl til maden. Jeg mener dog at der til desserten kom portvin på bordet. Os børn fik serveret sodavand eller nisseøl.

Med hensyn til desserten spurgte vores far gerne, hvem der kunne stave til Ris-ala-mande? Det var jo mest nærliggende, at vi derved stavede Risalamang, som man udtaler det. Men vi lærte at gøre det rigtigt, og da han gerne spurgte hvert år havde vi jo ikke de store problemer med det.               Vi havde den tradition i familien, at man ikke dansede om juletræet inden opvasken var overstået og derfor var alle børnene jo ivrige efter at hjælpe til så vi hurtigst muligt kunne komme i gang med at vandre om Juletræet. Der skulle synges mindst tre julesalmer inden vi kunne gå i gang med udde-lingen af alle de gaver, der havde hobet sig op under træet

Nå, men inden vi kom til selve juleaften skulle der jo købes julegaver. Penge havde vi børn jo ikke mange af, så der blev lavet den aftale, at vi måtte købe nogen af disse gaver på kontrabogen enten i Brugsen eller hos købmanden. Nu er jeg klar over, at ikke alle ved hvad en kontrabog er. Se når vi skulle købe varer til den daglige husholdning, betalte vi ikke disse varer med det samme. Alle varer og priser blev skrevet ind i kontrabogen, og så betalte man måske en gang hver fjortende dag eller måske en gang om måneden alt efter hvilken aftale man havde lavet. Når vi nu fik lov at købe gaver på bogen som man sagde, har der sikkert været en øvre grænse for vores køb, en grænse der ikke måtte overskrides. Gaverne til vore søskende var ikke så store og dyre, det kunne f. eks være en lille oblat bøsse, der skulle lades med små røde knaldoblater, eller måske en Yo-Yo eller sådan noget. Gaverne vi fik af vores forældre var gerne dyrere ting, men var næsten altid nyttegaver, måske strømper, undertøj, halstørklæder eller andet. Et år fik vi skistøvler, men dette var bestemt også toppen. Men vi var egentlig altid glade for vores gaver. Dog husker jeg et år, hvor jeg ikke var så tilfreds. Jeg fik af en af vores forældres venner et sæt hjemmestrikket brunt undertøj, farven var ganske udmærket og praktisk, idet vi dengang kun fik skiftet undertøj hver uge. De glade givere holdt næsten altid deres Juleaften sammen med os, da de ikke selv havde børn og heller ingen stor familie, så både dem og vi var glade for hinandens selskab. Nå, jeg fik Juledag dette undertøj på, og det kradsede frygteligt. Da den glade giver var i huset henvendte jeg mig diskret til min mor og sagde, at jeg ville have noget andet undertøj på, der ikke kradsede og så var der en ting mere som jeg ikke var tilfreds med. Fru Larsen havde åbenbart ikke nogen forstand på drenges anatomi, gylpen var rund og var lidt mindre end en nutids femogtyveøre, og selv om jeg ikke var særlig udrustet med hensyn til størrelse, så kunne jeg godt se,  at jeg  måske stod en dag, særdeles tissetrængende, og med kolde og frosne hænder skulle forsøge at trække dilleren ud for at kunne lade vandet. Denne manøvre ville være mislykket fra starten. Min mor sagde til mig, at jeg var nødt til at beholde undertøjet på indtil fru Larsen var rejst hjem igen, og så lovede hun mig, at vi sammen kunne trævle undertøjet op og mor ville derefter af garnet strikke mig et par skisokker. Som sagt så gjort, mor og jeg hjalp hinanden ved optrevlingen, garnet blev rullet om et lille bræt, derefter dampede vi det i dampen fra en vandkedel, og da garnet var tørret, startede mor på strikningen. Det blev til et par endda særdeles stærke skisokker, som endda foroven var forsynet med en hvid bort.

Jeg ved ikke om min mor senere har fortalt fru Larsen om mine genvordigheder, for næste jul fik jeg atter et sæt undertøj, denne gang dog strikket i det dejligste bløde perlegarn og med en aflang gylp, der endda var forsynet med 2 små knapper. Farven var denne gang lysegrå, måske ikke så praktisk, men alligevel mere behagelig at se på. Dette sæt undertøj blev jeg endda utrolig glad for.

Når nu Juleaften var godt overstået, og vi trætte var kommet i seng, kunne vi så vågne op til en ny dag, hvor vi jo selvfølgelig skulle beundre de nye ting, vi havde fået aftenen i forvejen. Se vi havde jo hjemme to stuer, nemlig dagligstuen hvor vi befandt os til daglig og så ”æ pæn stow”, der normalt ikke blev fyret op, men det skete jo selvfølgelig op til en sådan højtid som julen jo var. Så nu kunne vi jo vågne og gå direkte til den pæne stue, hvad der alligevel var lidt mærkeligt, for der måtte vi ikke lege til daglig.

Juledagsmorgen sov alle længe, men efterhånden var alle vågne og kommet i tøjet, og derefter gjaldt det Julefrokosten. Bordet blev dækket i dagligstuen, og nu kom alle de gode ting frem fra slagtningen af grisen. Jeg husker ikke om man startede med en sildemad, men det skulle ikke forbavse mig, hvis det har været tilfældet. Så fik vi den rigtige jyske juleret nemlig ”wreden kål” med kanel og med flæsk og måske også medisterpølse og sylte og rødbeder. Så var man klar til leverpostejen og de øvrige specialiteter, så man behøvede ikke at gå sulten fra et sådant frokostbord. Herefter besøgte jeg gerne min bedste kammerat Martin, der boede ikke så langt fra os. Det var jo spændende at se hvad han havde fået, og hvis der var spil eller legetøj brugte vi dette. Da vi blev omkring en 10-11 år, lavede vi hvert år en juleturnering i bobspil. Jeg kan ikke erindre, at vi spillede med andre end os selv, men i så fald har det dog været en mærkelig turnering, for vi morede os i hvert fald så godt med det, at vi må sikkert have været nogle flere.

Martin og jeg havde også den tradition, at vi juledag gik en lang tur, somme tider sammen med Martins søster Elin. Det blev til tider nogle lange ture, for det hændte jo også, at vi traf nogle af vores bekendte og blev inviteret ind til smagning af deres juleslik, dette kunne vi næsten altid overtales til.

Med hensyn til Julegudstjenester stillede nogle af os gerne i kirken   den 24. december. Dette var ofte en lidt blandet oplevelse, for kirken var gerne så overfyldt, at det ikke kunne lade sig gøre at rokke med ørerne.  Martin og jeg havde fået, tror jeg nok, en rimelig god opdragelse, så vi rejste os altid op for de voksne og måtte så stå op under hele ceremonien.  Egentlig var jeg ikke så glad for at komme i kirken, for selv om man denne dag skulle komme med et glædens budskab, nemlig Jesu fødsel, syntes jeg altid at præsten prædikede om død og helvede, og jeg følte altid hans særdeles sorte prædiken var møntet på mig, for inderst inde vidste jeg jo godt, at den måde jeg opførte mig på var således, at jeg aldrig kunne opnå adgang til paradis. Ja det er underligt, hvad der kan rotere rundt i en barnehjerne. Jeg kan endnu huske nogle af de sorte begivenheder denne præst omtalte, de sidder mejslet i min hukommelse. Næh, måtte jeg så bede om det mere optimistiske og glade Grundtvigianske livssyn, som min mor lærte mig.

 

 

Se nu nærmede vi os tredje Juledag og dette var en dag, som vi børn glædede os til, for da skulle vi nemlig til Julefest i Forsamlingshuset. Vi blev iført vores fineste tøj, fik håret vandkæmmet så vi dog så rimelige ud. Mine to søstre fik håret bukket med et krøllejern, der blev opvarmet på komfuret, og så var det ellers af sted til festen. Ankommet hertil mødte jeg så de af mine skolekammerater og andre, der var kommet i god tid. Drengene havde allerede tumlet så meget rundt at det vandkæmmede hår meget strittende var faldet ned i panden og skjorterne, der var velplacerede da de kom, hang nu udenfor bukserne. En opførsel der åbenbart hører drenge til, idet jeg har set det samme fænomen mange andre steder, endda til et større bryllup i Grækenland. Pigerne derimod samles i små grupper, hvor de står lidt fjantede og beundrer de andres påklædning og ikke mindst sko. Midt på gulvet stod det store Juletræ, fyldt og smykket med de flotteste papengle og med duer klippet af hvidt karton  og  med  forskellige hjerter og kræmmerhuse, der var lange guirlander med små dannebrogsflag, og i toppen af træet sad julestjernen. Juletræet var pyntet af bestyrelsen og rundt omkring træet stod der 3 eller måske 4 bestyrelsesmedlemmer, der var udstyret med lange runde kosteskafter, ja kosteskafter var det nu ikke, for de var ca. dobbelt så lange. I enden på disse rundstokke sad der en lyse-holder med et lys, for man kunne jo ikke på anden måde ellers få tændt de øverste lys.  Under dansen vi fik om juletræet stod disse herrer strunke som Keruber delvis med ryggen mod træet for at se om det nu gik rigtig til, og at vi opførte os ordentlig, men de måtte jo også ind i mellem vende sig for at kaste et blik på træet for meget årvågent at holde øje med, at der ikke gik ild i grenene.  Når det endelig skete, tog en af disse Keruber en stor våd gulvklud, der lå klar i en spand vand, viklede kluden om enden på deres stav og påbegyndte en klasken og et angreb med kluden mod det brændende sted. Disse manøvrer blev gerne frækt kommenteret af de store drenge, men det lykkedes altid at få slukket ilden.

Vi var mange børn til disse fester, vi kunne nogle gange være tre ringe rundt om træet, og der blev her sunget f. eks. Et barn er født i Betlehem, Kimer i klokker, Dejlig er jorden, eller andre. Jeg erindrer et år, hvor en dreng skrålede med på julesalmen ”Julen har bragt velsignet bud”. Denne tekst havde han ændret til ”Julen har bragt benzinen ud”, vi må jo her huske på, at det var under besættelsen, hvor benzinen var strengt rationeret, så nogen ret havde han jo. Når dansen om Juletræet var slut, gik vi i en lang række forbi et bord, hvorfra vi fik udleveret en godtepose. Det var spændende at se, hvad den indeholdt, det var gerne nogle dejlige ting, og vi gnaskede jo disse godter i os. Under besættelsen blev indholdet jo ændret, appelsinen blev erstattet med et æble, dadler og figner blev erstattet med noget mærkeligt slik fra Abrahamsens chokoladefabrik i Vejle. Vi fik noget i en vældig flot pakning, hvorpå der stod Chokolade, men jeg kan erindre, at vi var nogle stykker der talte om, at dette såkaldte chokolade vist blev  lavet af  revet rugbrød, der var blevet for gammelt, men vi spiste det med velbehag, vi var jo ikke så kræsne. En ting ændrede sig ikke, vi blev frygtelig fedtede på fingrene. Dette skyldtes, at der altid var bolcher i poserne, og de skulle jo engang imellem tages ud af munden for at se, hvor meget der var tilbage. Med hensyn til medvirken af julenisser havde vi ikke  i min barndom disse, men jeg ved, at der tidligere har været en julenisse der ankom til festen og kravlende ned af et tov fra en lem i loftet. Julenisse-traditionen blev senere igen indført til disse fester, og så var det selvfølgelig ham, der uddelte godteposerne.

Nå, nu skulle der leges sangleg. Et par af Keruberne tog fat i et par af de nederste grene og trak hermed træet over i det ene hjørne, for nu skulle hele dansegulvet bruges. Vi startede gerne legen med ”Tyv, ja tyv, det må du være”, hvor man med en pige i sin svedige hånd gik syngende i en rundkreds, og hvor man kunne risikere at blive banket ud, dvs. få et klap på skulderen og måtte så aflevere pigen til den anden. Det var frygtelig ærgerligt at skulle aflevere en måske sød og ombejlet pige, når man nu endelig havde været så heldig at gå med hende i hånden godt sammenklistret. Da man jo ikke var så glad ved at undvære pigen, lod man som om, at man ikke havde mærket det lette klap, det udartede sig hurtigt til, at man i stedet for fik et slag eller et skub så kraftigt, at man røg hen ad gulvet. Denne procedure gentog sig år efter år, så der var jo noget for de voksne at holde styr på. Vi legede også ”Bjørnen sover”, ”Tornerose var et vakkert barn”. ”Så går vi rundt om en Enebærbusk”, hvor de mere lidt frække drenge ændrede teksten, så de skrålede løs på ”Så går vi rundt om en hel kasse Øl”. En del andre sanglege blev også brugt.

Nu skulle der danses, orkestret startede gerne med en Rheinlænder polka. Det kunne alle danse, dog med større eller mindre held. Så kom der en ”Skomagerpolka”, derefter en dans der hed ”En Trekant”, der skulle danses af tre personer, en ”Spjæt-Mazurka og mange andre. Derefter blev der så spillet de lidt mere voksne melodier, og her hændte det engang imellem, at en eller anden skolekammerats mor spurgte om jeg ville danse med hende. Ærlig talt jeg ville egentlig hellere have været fri, men som tidligere nævnt, jeg havde dog fået en del opdragelse, så jeg fattede med højre arm om hende, hvad der på grund af min lille størrelse endte med at højrehånden blev placeret lige på underkanten af hendes korset. Jeg undrede mig over dette stive panser, som mange af datidens damer var iført, når de skulle til fest. Om det så var min egen mor var hun iført sådan et kostume.                                                                                                      Festen sluttede, og det var en flok trætte børn og sikkert også forældre der så måtte ud på hjemturen.

Jeg synes næsten ikke jeg kan undlade, at fortælle om engang, hvor Martin og jeg talte om muligheden for at kunne kravle op i træet, mens det efter endt brug denne aften stod parkeret i sit hjørne af salen. Vi blev enige om, at vi kunne da gøre et forsøg, og det gjorde vi med det resultat, at træet vippede ud i salen. Nogle voksne havde opdaget vores forehavende og nåede at stoppe træet i sit fald inden det kom helt ned at ligge mellem de dansende. Dog løb vi ud af salen skarpt forfulgt af Grd. Jens Sørensen fra Ulkær, der åbenbart sad i bestyrelsen. Efter lidt tid listede vi igen ind i salen, men vi sørgede for resten af aftenen at holde os på afstand af Jens Sørensen. Vi skulle ikke have noget klinket, for vi var jo godt klar over, at vi her igen var kommet på gale veje.

Juletræet skulle atter i brug den 5. juledag, da holdt ungdoms-foreningen fest for de unge og mere voksne mennesker. Og igen lige efter Nytår var det Socialdemokratisk Forening, der anvendte træet. Jo, det var genbrug af den gode slags.

En af vores gode skolekammerater, nemlig Ejvind Hauge, søn af Thyra og Niels Hauge, havde fødselsdag den 30. december. Det var ligesom at hans fødselsdag hørte julen til, så derfor medtager jeg dette..

Vi blev som sædvanlig inviteret til hans fødselsdag, og de fleste gæster var skolekammerater, men selvfølgelig var der også andre. Se en sådan drengefødselsdag kunne vel nok for nogle virke lidt voldsom, vi var vist ikke de mest lydløse gæster at få inden døre. Da vi efter af have afleveret den obligatoriske gave, jeg tror taksten var en krone, kom vi ind og blev bænket ved et veldækket bord, og vi glædede os, for vi havde opdaget, at der midt på bordet stod en stor flot lagkage med et ordentligt lag flødeskum på. I dette flødeskum lå der en hel del røde pletter sådan spredt udover kagen. Det var æblegele, uhm, det så virkelig godt ud med disse røde klatter. Nå vi kom til bords og vi fik skænket kakao (erstatningskakao) i kopperne, dertil fik vi boller med tandsmør, jo der manglede ikke noget! Imens Thyra var i køkkenet efter flere forsyninger til disse sultne drenge skete der dette, at en stor og tung juleflue summende kredsede ind over bordet, og som man næsten kunne have forudset, landede den midt i lagkagen, hvor den med det samme gik i gang med at mæske sig i både flødeskum og gele. Dette blev for meget for en af drengene, han snuppede en flad kageske, løftede denne op i luften og klaskede den med fuld tryk ned over den stakkels flue, der sikkert nok måtte lade livet her blandt disse lækkerier. Dette slag lignede en eksplosion, flødeskummet og geleen blev ved trykket sprøjtet ud på den ene væg i stuen, og når vi samtidig vidste at de lige op til jul havde fået stuen malet og tapetseret, er der vel ikke noget at sige til, at vi med det samme forsøgte at tørre disse uvedkommende pletter væk med vores papirservietter. Dette var ingen succes, og jeg fik langt senere også at vide, at de kort efter nytår fik denne ene væg tapetseret om. Men værtsparret tog det pænt, vi blev endda inviteret til at spise til aften, hvor menuen stod på hakkebøf og jordbærgrød.

Denne fødselsdag hos Ejvind satte lige som et punktum for årets jul, men juletræerne blev gerne stående inde i stuerne, hvor de var indtil 6. januar altså ”Hellig Tre Konger”. Nogle påstod godt nok, at julen varede lige til påske, men dette har jeg dog kun set praktiseret et enkelt sted, men der var alle nålene også faldet af træet, der stod alene som et skelet, men dog med pynten stadigvæk intakt. Under træet lå de nu brune grannåle.

Ak – således forgår al verdens herlighed.

Jens Jørgen       julen 2006

 

 

 

Her kommer Jens Jørgens beretning om de problemer, der kunne være  i hårde vintre:

Vinter !

Det er i dag d. 20. januar 2006. Der er i øjeblikket et rimeligt stort snelag over området, og da der i nat har været en del islag har dette i forening lagt mange ubehageligheder for trafikken.

Det er klart, at en sådan dag med trafikvanskeligheder giver årsag til at lokalradioen kanal 94, næsten kører udelukkende med advarsler og med omtale af de problemer der her måtte være. I en af disse udsendelser er der en journalist der efterlyser lyttere der kan fortælle om lignende vinterproblemer, eller måske nogle, der har haft specielle

Problemer i forbindelse med sne og kulde.

Dette ruskede lidt op i min hukommelse og jeg vil prøve at sætte nogle af disse oplevelser på tryk.

De første vintre med virkelige problemer som jeg kan huske må være de første krigsår 1941-42 og vist også 43.

Dengang havde vi virkelig det som kan kaldes fimbulvintre, med store snemængder og med meget lave temperaturer. Vi må også regne med, at det var meget vanskeligt i disse år at skaffe noget ordentlig brændsel, og vi måtte derfor alle i familien rykke sammen på et loftværelse hvor der var en lille kakkelovn, hvori der fyredes med brunkul. Disse brunkul havde en meget karakteristisk sur lugt og var også årsag til at der dannedes løbesod i skorstenen, denne løbesod kunne løbe ned af væggene som en sort klæbrig masse, der var næsten umulig at fjerne.

På dette værelse spiste vi, og når det blev sengetid, sov nogle af os også her. Maden lavede vores mor for det meste i vores køkken, hvor der så blev fyret med tørv, pinde eller lignende i det gamle sorte komfur. Dette komfur gav ikke så meget varme fra sig, at det kunne opvarme selve køkkenet, men lidt kuldslået var der dog.

I kakkelovnen på loftværelset varmede vi også vand ved brug af en såkaldt indstikkedel, der havde en form, at hvis man lukkede fyringslågen på kakkelovnen op passede kedlen lige ind i hullet, så dette var jo en af de små opfindelser, der blev gjort til at lette hverdagens problemer.

Dengang fandtes der jo ikke termoruder så vores vinduer var fuldstændig tilfrosne med de flotteste isblomster, men selv om man kunne se skønheden i disse figurer, følte man sig alligevel indelukket. Men herfor fandtes der jo også på råd, vi satte et tændt stearinlys i en stage og placerede denne i vindueskarmen og varmen herfra kunne så optø et stykke på størrelse med en underkop, og dannede på denne måde en mulighed for dog at kaste et blik ud i omverdenen. Jeg har mange år efter været på Lindved Skole for at fortælle en klasse om min barndom, og det var faktisk meget vanskeligt at forklare disse børn om tilfrosne ruder, ingen havde oplevet dette og børnene var ret skeptiske.

Som jeg omtalte sov nogle af os på det opvarmede værelse, men der var jo ikke sengepladser til alle, så når der blev sengetid måtte vi tilbage til vores almindelige sengested. Se sådan en seng, der stod i et uopvarmet værelse kunne være frygtelig kold at komme i, så for at tage noget af chokket med kontakten med de kolde lagner og dyner var der i løbet af dagen lagt nogle mursten til varme ovenpå kakkelovnen eller inde i komfurovnen. Disse mursten blev så indpakket i nogle gamle aviser, og disse sten fik vi så med i seng, og de var virkelig dejlige at sætte sine kolde fødder på. Vi havde også i huset en rigtig metalvarmedunk og yderligere en gummivarmedunk, som vi børn kaldte for en Slat-Laus. Disse 2 varmedunke blev fyldt med varmt vand og kunne så også være med til at holde sengevarmen for de, som var så heldige af få dem tildelt denne nat, for der var virkelig konkurrence om at få lov til at få disse 2 luksusgenstande med i seng.

Det skal også nævnes at vores dyner tit om morgenen var frosset på det sted, hvor vores ånde havde ramt det øverste af dynen, men faktisk tog vi ingen skade af dette.

Engang imellem fik vi lov til at stege æbler på ringene i kogerummet på kakkelovnen. Hvis man så fik lov til at få lidt sukker til æblerne var dette jo lykken. Men dette med sukkeret var skam ingen selvfølge for sukkeret var jo rationeret, og var en mangelvare og kunne kun købes ved brug af de såkaldte rationeringsmærker.

I disse vintre frøs havet jo også til. Færgeforbindelserne blev indstillet og nogle færger frøs endda fast i isen med fare for nedskruning. For dog at kunne få post og andre vigtige ting over f. eks. Storebælt blev der oprettet nogle grupper, der foretog turen over bæltet til fods over isen. Dette foregik ved, at der over nogle store træred-ningsbåde blev fastgjort nogle stænger på tværs. Mandskabet tog fat i disse stænger og  gik på denne måde med båden imellem sig som en slæde. Der skete jo også en gang imellem, at de kom til en våge, og så var det bare med at holde sig fast i stængerne, så de ikke skulle drukne. Mange af disse folk, der her var med til at trække bådene var arbejdsløse matroser fra færgerne, der her kunne tjene deres dagløn ved dette ikke helt ufarlige arbejde, der selv om de blev ramt af uheld, mig bekendt ikke kostede menneskeliv. De fleste kunne  nøjes med forfrysninger, hvad der også kunne være meget smertefuldt.

Med hensyn til forfrysninger tror jeg de fleste der har oplevet denne tid har haft frost om ikke andre steder så dog i fødderne. Årsagen var selvfølgelig for det første de meget lave kuldegrader og dernæst at den tids fodtøj ikke var særlig varmt, ofte var det jo også brugt fodtøj, som var godt slidt og som vi fik når vores søskende ikke mere kunne passe dette. Se det føltes som om der var hele områder på fødderne hvor foden føltes tyk og smertefuld. Når man havde været ude og kom ind til stuevarmen, skete der dette, at der bredte sig en ulidelig kløe i de forfrosne områder. Når det blev rigtigt slemt fik vi fødderne i vekselbade d.v.s. i henholdsvis koldt og varmt vand. Vi praktiserede også at vi med bare fødder tog os en løbetur i sneen, dette hjalp også på smerterne og blev brugt af de fleste.

Vi havde også opdaget at vores lokale tømrer Jens Odgård kunne lave et par ski til os for billige penge, det var faktisk et par brædder med en opadbøjet spids kant og midtpå var der med søm fastgjort en bred læderrem som vi kunne stikke vores fødder ind i, når så vi fik et par kosteskafter som skistave var lykken gjort.

Mange af os havde også skøjter, der i de fleste tilfælde var nogle gamle rustne nogle der måske havde været brugt gennem  generationer. Det meste af tiden på isen brugte vi til at binde og skrue disse løse skøjter fast på vores gummistøvler der egentlig ikke var særlig gode til dette formål.

Sne var der meget af, det faldt i store mængder og blev i første omgang fjernet med sneplov, men på et tidspunkt kunne ploven ikke komme af med sneen og så måtte der snekastere i gang. Se i ethvert område var der udnævnt en snefoged, og denne person skulle sørge for, at der fra hver husstand skulle komme en person, der så i samarbejde med andre skulle være med til at rydde sneen. Nu er det jo klart, at ikke alle huse kunne stille med en sådan, og derfor var der mulighed for at søge om at være fritaget,det kunne måske være på grund af sygdom eller lignende, eller man kunne betale for at få en arbejdsløs til at udføre arbejdet.

Efterhånden var der så meget sne der var kastet op, at snedyngerne var blevet utrolig høje. De var så høje, at hver dag inden vi gik fra skole blev der indprentet os, at vi under ingen omstændigheder måtte røre ved de elektriske ledning eller telefon-ledninger for vores skolevej var efterhånden blevet helt deroppe i ledningshøjde.

 

Jeg hørte en anden dag i radioen en reporter, der var på besøg på  Hjortsvang Museum  . Hun så her for første gang i sit liv en kane og spurgte  forbavset omviseren hvad det var for noget , hun fik en forklaring  på dette  og  måtte indrømme , at det anede hun intet om ,  hun opkastede da hypotesen , at det var der vist ikke ret mange mennesker der gjorde . Nå, hun må ikke i sit liv have læst ret mange julebøger .

 

Men vi andre der efterhånden kan huske mange år tilbage har dog altid vidst , hvad en Kane og en Slæde var for et transportmiddel og  arbejdsredskab.

Når sneen var faldet i rigelige mængder så vi jo  mælkekuskene komme med spandene på deres store brede Slæder og dreje ind på mejeriet . Og vi oplevede  jo også at se landmændene  komme i deres  i mange tilfælde flotte kaner og  foretage indkøb i Brugsen eller hos Købmanden hvorefter de returnerede  i fuld fart  tilbage med lyden af  hestens kanebjælder der altid blev monteret på seletøjet.                                           Nogle af disse landmænd kunne så være iført  en såkaldt kuskekavaj  der var en stor  sort tyk overfrakke der var meget lang , og med nogle store kraver  der opslået kunne skærme  hovedet for sne  og frost. I forbindelse  med kanekørsel kunne det ske at vi børn kunne få lov til at tøjre vores lille kælk bagefter en sådan kane og så  gik det jo over markerne i fuld fart .

En gårdejer Peter Steffensen fra Agersbøl  var så rar over for os børn at han lod os  vide,  at  den næste dag kunne vi samles , og så ville han komme og trække os en tur hvor vi var spændt bagefter kanen , jeg mener at huske at vi var omkring en tyve stykker der her fik en oplevelse af de vældig spændende . Jeg ved også  at Proprietær Jensen  fra Agersbøl også lod en af karlene  køre en sådan tur.

I den forbindelse kommer jeg pludselig i tanker om at for at ørene ikke skulle få forfrysninger , var mange af os udstyret med ørevarmere der var den tids mode.

Sådan en ørevarmerfidus bestod af en bøjle af 2 stk fladfjedre der kunne reguleres i størrelse således , at de kunne tilpasses hvilken som helst hovedform  , fjedrenes ende endte i 2 stk.  sorte og grønne  filtklapper der var opspændt på en oval bøjle og kunne , når den blev anbragt ordentlig på hovedet ,  på den måde skåne ørerne.

Det er klart at med disse hårde vintre medfulgte der mange problemer. Jeg tror at det var i 1942 at frosten var så streng at  hovedvandrørene over store dele af Lindved var frosset . Jeg husker at min senere læremester Installatør Jensen Lindved  kørte rundt med en transportabel  generator der sammen med en motor var monteret på en vogn og med  brug af lavspænding forsøgte at tø vandrørene op , hvad der også lykkedes i de fleste tilfælde  , dog var der en del af Lindved der først igen fik vand i rørene i sidste halvdel af april .

Min far, der havde en lille vognmandsforretning havde fået kontrakt med Vejle Amt for med en forspændt sneplov at skulle rydde hovedvej 13 for sne på en strækning fra Vejle bygrænse og til Ølholm bro. Se når de skulle ud med sneploven skulle der være en leder med, der var ansat under Vejle Amts Vejvæsen. Denne mand hed Mads Andersen, og var bosat i Hedensted, og i sagens natur var der ofte problemer, når han skulle herfra og over til os i Lindved. Denne tur foretog han mange gange til fods, og det var jo gerne i en snestorm, han gik denne rute. Engang var det ved at gå rigtig galt for Mads. Han var på vej og var kommet så langt som omkring Agersbøl Hovedgård. Men på et tidspunkt overmandede trætheden ham, og han syntes, at han lige kunne sætte sig i sneen og hvile lidt . Dette var en fatal beslutning, men heldigvis stod lykken ham bi. Et par landmandskarle, hvoraf jeg husker den ene hed Harry Nielsen, havde været til en fest og forsøgte nu at stride sig hjemad igennem snemasserne. Her finder de heldigvis Mads, de får ham vækket og hjælper ham hjem til mine forældre, der jo var nervøse over at Mads ikke var arriveret endnu. Da de kom med Mads giver det jo nogen uro i huset og jeg vågnede herved. Jeg erindrer Mads i denne situation, frygtelig tiliset , og under hans næse hang der ligefrem små istapper , måske var det i hans overskæg eller måske  var det fra hans næsehår  disse istapper sad fast. Han var ret forkommen. Jeg husker at min mor fik en seng varmet op og han fik noget mad, kaffe og et par snapse, der alt sammen hjalp ham til igen at få varmen. Efter denne frygtelige oplevelse, der dog fik en lykkelig udgang, blev det efterhånden sådan, at når der var optræk til sne, kom Mads hjem til os og boede der i perioder. Så vi børn lærte virkelig Mads godt at kende, og jeg ved at Mads og hans kone Astrid blandt andet også var med til nogle  konfirmationsfester i mit hjem

Med hensyn til sneplovkørslen foregik det jo med ploven monteret foran på vores ene lastvogn. Denne vogn var på dette tidspunkt generatordrevet og trækkraften var jo ikke så stor. Ude på ploven stod der en medhjælper, det kunne være ovennævnte Mads eller vejmanden, der med et ratlignende hjul skulle hæve og sænke ploven under kørslen , det er klart at denne person, der havde den tjans i mange tilfælde var fuldstændig overdækket med sne ,  og  jeg husker også, at i de perioder, hvor de  kørte  om natten og aftenen altid var folk i huset, og hvor der altid var kaffe på kanden og mad til personalet, der var  med til snerydningen.

Men selv om man forsøgte at holde vejen farbar lykkedes det ikke altid. Jeg husker at der var et tilfælde, hvor lastvognen med ploven var kørt uhjælpelig fast ude ved Grundet, vognen måtte forlades, dog først efter at man havde fået kølervandet aftappet på grund af faren for frostsprængninger af motoren. Jeg mener, der gik ca. en uge inden snekasterne havde fået lastvognen gravet så meget fri at den atter kunne komme ud at køre. Der skete også nogle få gange at lastvognen kom hjem til os med strandede bilister, der måtte forlade deres bil og ikke kunne komme videre. Vi har nogle få gange haft disse personer til overnatning, og de var jo også på kost inden de kunne komme videre. Nu var der jo ikke så megen trafik dengang, så antallet af disse overnatninger var jo alligevel begrænsede.

Med hensyn til afregning fra Vejle Amt ang. sneplovkørslen og spredning af sand blev disse beløb først udbetalt når foråret stod for døren. Der var kotume for, at de personer der på en eller anden måde havde medvirket til disse arbejder, blev inviteret til en fest som afslutning på vintersæsonen.

Se dette var kun en omtale om nogle af de kraftige vintre som jeg kan huske, men der har dog også mange gange senere været tider, hvor sneen har voldt os mange kvaler og hvor man ikke kunne udføre sit daglige arbejde .                                                                         Vi boede på det tidspunkt i Lindved, og jeg var i 1955 blevet ansat i et firma i Vejle og i  1956 havde jeg fået skrabet så mange penge sammen, at jeg kunne købe en  brugt motorcykel. Denne var i parentes en Jawa CZ sportsmodel. 150 kubik, så den var jo ikke så stor En vintermorgen vågnede vi op til et kraftigt snevejr, jeg var godt klar over at der var driver, for jeg fik at vide at rutebildriften var indstillet, men der var det problem, at hvis jeg blev hjemme fra arbejdet mistede jeg en dagløn, og dette havde jeg faktisk ikke råd til. Jeg fik min taske med min madpakke og termoflaske hængt over skulderen og startede mod Vejle. Sneen føg, og der var af den grund ret usigtbart og  der var stadigvæk lidt mørkt der om morgenen. Da jeg nærmer mig området udfor Ulkær Skole kan jeg godt ane at der må være en drive ret forude. Jeg giver motorcyklen gas og håber på at jeg kan knalde igennem denne drive med en ret god fart. Men her havde jeg gjort regning uden vært. Driven var så stor at motorcyklen blev fuldstændig stoppet, jeg røg frem over styret, men havde under denne himmelfart dog alligevel så megen omtanke i hovedet, at jeg tænkte at jeg skulle passe på at min termoflaske ikke gik i stykker, sådan en termoflaske var dengang ret kostbar, så jeg trykkede  asken  ind til mig under den ene arm  og landede et stykke forude  i snedriven med både helbred og termoflaske i behold. Nu var det så tilbage at få trukket motorcyklen ud af driven og returnere til Lindved. Men daglønnen for den røg sig en tur.

Jeg skal også omtale en enkelt gang hvor jeg virkelig selv var ved at komme i knibe.

Jeg vil tro at vi nok er først i halvfjerdserne. Jeg var blevet udkaldt til en gård på Vester Ørum Skovvej,  hvor varmen til en kyllingestald  ikke fungerede, og det var derfor mange penge på spil, såfremt kyllingerne skulle undvære varmen. Jeg var klar over at det ville være vanskeligt at køre derned til dem og spurgte derfor landmanden, om ikke han kunne hente mig på sin traktor. Det kunne ikke lade sig gøre, for han mente ikke han kunne starte den på grund af at den var frosset. Jeg startede turen og kom næsten ned på højde med Sindballegård, så sad jeg uhjælpelig fast. Jeg ville så lade varevognen stå i driven og gå tværs over markerne til gården,  medbringende mit værktøj og mine prøveinstrumenter, og jeg startede turen med denne oppakning, men da jeg først var kommet væk fra vejen, var det i snefoget uhyre vanskeligt at orientere mig . Jeg gik og gik og jeg blev mere og mere træt, værktøjet vejede meget, men jeg ville dog ikke efterlade dette. På et tidspunkt opdagede jeg at jeg var kommet til en skov og det kunne kun være Kragelund Skov. Jeg var gået i en fuldkommen forkert retning .Jeg forsøgte at orientere mig og fulgte skovkanten og fandt  derefter ind på en markvej, der på grund af vindretningen var nogenlunde farbar , jeg var klar over, at det måtte være  markvejen til Erik Rasmussens gård,og nu følte jeg mig på sikker grund. Jeg kom langt om længe hjem i god behold og lovede derefter mig selv, at jeg ikke senere selv ville køre ud i et sådant uvejr, og dette har jeg nogenlunde holdt. Det var gået op for mig, hvad der dengang havde fået Mads til at skulle hvile sig. Som et apropos til denne oplevelse kan jeg huske, at der døde omkring 3000 kyllinger på grund af manglende varme i stalden, for det lykkedes først dagen efter at komme derned og udbedre fejlen, men jeg havde dog forsøgt. Dette var bare en lille del af de oplevelser, som jeg har haft med vintervejr.

Lindved 20 januar 2006

Jens Jørgen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her kommer et par af Jens Jørgen Kristiansens oplevelser som elektriker:

Jeg var engang ude i et hjem, hvor jeg syntes der var rigtig mange børn, eller også var det fordi de var meget livlige, at det virkede som om der var mange. Der var en fejl ved deres komfur, og det fik jeg rykket ud fra væggen og fik afmonteret bagbeklædningen på komfuret for fejlretning. Nu er det jo klart, at når en sådan håndværker begynder på sit arbejde vil både børnene og konen jo gerne se, hvad der foregår, så konen stod der bagved med børnene kravlende rundt på gulvet. På et tidspunkt syntes konen, at det blev lidt rigeligt, for hun udbrød ” Lad nu vær med at kravle rundt imellem mine ben børn -, der sku jo også gerne være plads til Elektrikeren?

En anden gang var jeg sammen med en svend, der hed Mossin, ude på en bondegård, der ligger nede mellem Bøgballe og Haurum. Det var en lille trelænget gård, hvor der ude på gårdspladsen var en mødding, som det dengang var ganske almindeligt. På denne mødding gik der en del høns og hyggede sig. Det var en rigtig varm sommerdag, og vinduerne i køkkenet stod åbne ud mod gårdspladsen. Der var en del børn på gården, og på et tidspunkt blev vi bedt ind til middag. Vi blev bænket omkring det lange køkkenbord og børnene blev placeret i række på den side, der vendte ud mod vinduerne.
Maden kommer ind, det er frikadeller og nye kartofler. Jeg tog min gaffel og ville lige til at stikke den i en frikadelle, da jeg får et ordentligt spark på det ene ben. Det er Mossin, der herved gør mig opmærksom på, at der lige skal bedes bordbøn først. Manden starter med sin bordbøn, men bliver helt overdøvet af en stor kok, der går ude på møddingen og med sit meget høje  KYKELIKY  helt  bringer forstyrrelse i den  hellige gerning. Men det bliver alligevel en af pigerne for meget med dette galeri. Hun var en lille sød pige på jeg vil tro 8 år og med lange lyse fletninger med sløjfer i. Hun rejser sig resolut, stikker hovedet ud af vinduet og råber meget højt: ”Hold så kæft kok når far beder”  Det var vanskelig at holde masken ovenpå denne svada.

 

 

Denne historie foregår en søndag først i 1950’erne hos familien Mikkelsen på ”Vestergaard”, der ligger overfor Missionshuset i Lindved, og den er fortalt af Hans Mikkelsen

Familien havde nydt middagsmaden, og nu skulle manden og konen, Anton og Mariane, samt den ældste søn, Hans, have sig en middagssøvn.

Men hvad skulle de yngre sønner, Egon på 15, Uffe på 9 og Tage på 7 år så give sig til? Jo, de fik såmænd den ide, at de kunne køre en lille tur i familiens bil, en Opel Olympia årgang 1936. Egon havde nok prøvet at køre bilen før, men det var jo ikke helt lovligt.

Der var jo også lige det med bilnøglen. Den lå ikke frit fremme, nej, den lå i faderens jakkelomme. Jakken havde han endda taget med ind i soveværelset. Nå, de ventede lidt for at være sikker på, at han var faldet godt i søvn. Så fik de 2 store Tage til at liste ind i soveværelset efter nøglen. Det lykkedes ham også at få bilnøglen fisken op af jakkelommen, uden at forældrene vågnede.

”De gamle” skulle helst ikke høre, at de kørte, og derfor skubbede de ved fælles hjælp bilen ud af gården. Det var nok meningen, at de bare ville køre ned ad Toftevej, vende og liste hjem igen. Men da de så var kommet af sted, opdagede Egon, at der næsten ikke var mere benzin på. Derfor drejede de til højre ad Sindballevej for at komme hen til købmand Brandt, der havde benzintank ved sin forretning, og han plejede altid at være hjemme. Men ak og ve, han var taget i byen, så tanken var lukket.

Nå, men de drejede igen til højre ved kroen for at komme hen til Smeden på Gl. Landevej 33, hvor der også var benzintank. Nu kom de jo ud på hovedvej 13, der dengang gik ind igennem Lindved, men trafikken var dengang ret begrænset, og der var ikke ret langt hen til Smeden. Det skulle da være mærkeligt, hvis han ikke var hjemme.

Der var da heller ikke lukket, men uha-uha hvad skete der? Ingen ringere end politibetjent Georg Jakobsen, der boede lige overfor, kom – i egen høje person – frem for at ekspedere. Hvad nu ???

Jakobsen har nok straks genkendt både bil og drenge, og han, der ellers godt kunne være skrap nok, har sikkert tænkt, at de så rigeligt flove ud. Derfor lod han som ingenting, og gav dem benzin for den daler eller femkroneseddel, de havde med. Til slut sagde han så: ”Kør nu forsigtigt hjem, Mikkelsen.”

 

Kirsten og Peter Sønderskov Gl. Landevej 26 i Lindved  fortæller  erindringer fra deres liv.

Kirsten fortæller:

Min far var landmand, han ejede Nordbygaard i Sindbjerglund, og her blev jeg født i 1929. Gården var dengang på 42 tdr. land, og desuden hørte der også lidt skov til den. Som det var normalt på landet dengang havde vi både heste, køer, kalve, grise og høns, og der var ansat 2 karle og en pige som medhjælpere på gården.

Vi var 5 søskende, og vi gik i skole i Sindbjerg skole. De første tre år hos frk. Barslev, og de sidste år hos lærer Hansen. Vi havde 1½ km til skole, og om sommeren cyklede vi, men om vinteren kørte vi med mælkekusken, som lånte vores fars skovslæde til at køre mælken på, når det var snevejr, og det var det ofte, for det var jo i de meget kolde og hårde vintre lige før og under den anden verdenskrig. Når vi om sommeren cyklede ad Sindbjerglundvej gjaldt det om at være modig, for ofte var der tøjret tre tyre i vejkanten, og det skete, at de havde lagt sig til hvile ude på vejen, og så skulle vi forbi dem, men efterhånden blev vi vant til det, og de gjorde os nu heller aldrig noget. Efter endt skolegang blev jeg konfirmeret i Sindbjerg kirke, og så blev jeg ung pige i huset derhjemme, og det var jeg i et par år, men derefter fik jeg lyst til at prøve noget andet og fik plads hos en købmand i Ørum Skov, og her var jeg i to år.

Peter fortæller:

Jeg er født den 31.12. 1918 her på Gl. Landevej 26. Min far Rasmus Sønderskov var tømrermester og han byggede huset og tømrerforretningen på Gl. Landevej i 1910. En overgang havde han 18 svende i arbejde, så det var et temmeligt stort foretagende dengang, bl.a. havde han rigtig meget arbejde på Agersbølgaard.

Jeg var den yngste af tre søskende, og jeg gik lige som Kirsten i Sindbjerg Skole, hvor forskolelærerinden på det tidspunkt hed frk. Nielsen, mens læreren i hovedskolen også dengang var lærer Hansen. Da jeg var blevet konfirmeret kom jeg først ud at tjene på en bondegård i Hesselballe, men allerede efter et halvt års tid kom jeg i lære hjemme i tømrerforretningen, hvor min storebror Alfred også var i lære. I 1943 døde min far og i 1946 døde min mor, og i første omgang overtog Alfred og jeg forretningen i kompagni.

Den første gang jeg lagde mærke til Kirsten var til et juletræ oppe i Sindbjerg missionshus. Hun var barn dengang, og hun havde nogle meget lange og flotte fletninger, som jeg blev ret imponeret af. Senere kom jeg mange gange i hendes fødehjem, hvor en af mine jævnaldrende kammerater Anders Andreasen tjente som karl. Her kom for øvrigt mange unge mennesker, og Kirstens far havde afsat et stykke græsmark til en lille boldbane, hvor vi spillede bold, og når boldspillet var ovre, blev vi gerne inviteret ind og fik stikkelsbærgrød, inden vi vendte næsen hjemad. Nu var Kirsten jo en del yngre end mig, så i starten blev det ikke til noget kæresteri mellem os, men hun fik da det første kys af mig, da hun var 14 år, og jeg var 25.

Her bryder Kirsten ind:

Da jeg tjente hos købmanden i Ørum Skov kom Peter også ofte på besøg der, ja han fejrede oven i købet både jul og nytår med købmandsfamilien og mig, men da var han jo også blevet alene, fordi hans forældre var døde, og i 1948 blev vi så enige om at gifte os, og jeg flyttede til hans fødehjem i Lindved.

Peter fortsætter:

Som nævnt havde Alfred og jeg overtaget forretningen i kompagniskab, men efter at Kirsten og jeg var blevet gift, købte vi Alfreds andel, og overtog hele virksomheden, og i det følgende vil jeg fortælle lidt om de større arbejder, som jeg blev involveret i.

Sammen med to andre tømrerfirmaer byggede jeg en lade på Store Grundet i Vejle. Laden var 100 meter lang og 18 meter høj, og under arbejdet var jeg lige ved at falde ned. Vi brugte jo ikke kraner dengang, så når man skulle bruge tømmer til taget blev der bundet et reb i enden af tømmeret, og så stod jeg på et stillads og trak tømmeret op ved hjælp af rebet. Tømmeret var temmelig tungt, bl.a. fordi det var vådt, og jeg måtte trække hårdt i rebet for at kunne trække det op, men den, der havde bundet snoren om tømmeret, havde sløset med det, så pludselig gled tømmeret ud af rebet, og jeg faldt bagover. Heldigvis endte jeg på stilladset, men jeg kunne lige så let være faldet de 18 meter ned. Sikkerhedsforanstaltningerne var i det hele taget ikke så gode dengang som i vore dage. Jeg var også med til at lave tømrerarbejdet på de store udvidelser på Ulkær Mejeri og snedkerarbejdet på den gamle skole i Holtum.

Men så en dag – jeg mener det var i 1952 – medens jeg var i gang med at arbejde ved en høvlemaskine på mit værksted, rev et  metalstykke sig pludselig løs og blev slynget ind i lysken på mig, hvor det lavede et stort åbent sår, og det resulterede i, at jeg måtte have et længere ophold på sygehuset i Vejle. Medens jeg lå der, fik jeg besøg af min storebror Alfred, som på det tidspunkt arbejdede på Ølholm Møbelfabrik, og vi blev enige om, at han fremover skulle arbejde for mig.

Vi er nu kommet til den periode, hvor vi udførte meget arbejde for den daværende Grejs-Sindbjerg Kommune. Vi havde snedkerarbejdet på plejehjemmet, som blev bygget midt i 50erne, på centralskolen, hvis ældste del blev bygget i 1960 – 62, og på Lindved Sognegård, som blev bygget i 1962-63. For at tiltrække lærere til den nye centralskole, opførte kommunen også en del boliger, som lærerne kunne leje – de såkaldte tjenesteboliger – og mange af dem lavede vi også snedkerarbejdet på. I det hele taget var det en meget travl periode, og foruden Alfred havde jeg ansat en svend mere i firmaet. Han boede med sin familie på første sal her i huset, og han var en meget dygtig og sympatisk mand.

Efter den meget travle periode i 50erne og 60erne skete der det, at jeg igen kom til skade. Jeg skulle sætte en dør i et nyt hus, og jeg brugte en mejsel til at dykke sømmene med, men pludselig gik der en splint af mejselen, og uheldigvis fløj splinten lige ind i mit øje. Jeg kunne med det samme mærke, at det var temmelig alvorligt, for jeg kunne se at blodet dryppede inde i øjet, så jeg skyndte mig hjem, og her var tilfældigvis en mand med en bil, som kørte mig direkte til Vejle Sygehus. Først blev jeg sendt til Mariehospitalet, hvor der var en øjenlæge, men han kunne ikke klare problemet, og samme nat blev jeg så kørt til Århus Kommunehospital, hvor jeg blev opereret i øjet, men splinten kunne de ikke fjerne, så den sidder i øjet endnu, og jeg blev tvunget til at opgive mit erhverv som tømrer, for mit syn havde for altid taget skade.

Kirsten fortæller videre:

Nu var vi jo nødt til at finde på noget nyt at leve af, og jeg spurgte så Peter, om jeg måtte få 1.000 kr. ”Hvad vil du med dem?” sagde han. ”Jeg vil starte en forretning” svarede jeg. Det var nemlig sådan, at Agnes Eriksen, som boede på Gl. Landevej nr. 18 havde en lille forretning, men hun var blevet syg, og vi spurgte hende og hendes mand, om de ville fortsætte forretningen, men det ville de ikke, og så gik vi i gang. Vi flyttede vores senge ud af sovekammeret, og indrettede den første forretning her. Der gik nu ikke lang tid før det blev for småt, og så byggede Peter et større lokale foran huset, hvor vi så indrettede forretning.

Vi handlede med mejerivarer, brød og slik, og senere blev sortimentet udvidet med flere kolonialvarer, og vi havde også apotekerudsalg fra Uldum Apotek. Vi fik en fin omsætning, og nogle af vores mest trofaste kunder var skolebørnene. Man hører så tit om, hvor dårligt børnene opfører sig, men min erfaring er nu, at der er utrolig mange søde og rare børn, dem hører man bare ikke så meget om. Der var selvfølgelig enkelte, som kunne finde på at tage noget uden at betale, men det var få, og når vi opdagede det, fik vi gerne ordnet det i al mindelighed.

Efter 18 år nedlagde vi forretningen og gik på pension. Vi har to døtre, Marie og Ida. Marie er født i 1949 og Ida i 1953. Ida har købt hus i Uldum, og arbejder i køkkenet på Meku. Marie er gift med Henning, og de bor i Ulkær, og har to børn, Anne Grethe og Erik.

 

 

Historierne, som vi bringer her under, er skrevet af nu afdøde Jens Jørgen Littau Kristiansen.

JEP POST !

Der har jo i mange år været postbude i Lindved området til at sørge for, at de herboende kunne få deres post bragt lige til døren.

Vi skal helt tilbage til 1624 hvor en form for postvæsen var blevet startet i København og posten blev her bragt ud med, som det står agende eller gående bude. Denne servicefunktion udvidedes igennem årene og omkring ved 1794 var det blevet almindeligt med diligencer, også kaldet postvogne, der udover posten også medtog passagerer.

Nu blev posten aflagt på aftalte steder hvor folk selv kunne afhente den, det var i langt de fleste tilfælde ude på landet på de forskellige landsbykroer, hvor man jo tit alligevel skulle skifte heste og selv indtage frokosten inden man kunne køre videre.

Således fungerede det også ved Lindved Kro. Postvognen kom daglig og aflæssede eller optog ny post eller passagerer der skulle videre.

Se sådan skete det indtil omkring 1873 hvor der landet over efterhånden blev normalt at man ansatte folk, senere kaldet postbude, til at bringe posten direkte til døren. Denne funktion blev også indført i Lindved området omkring århundredskiftet.

På Lindved Kro var der dengang posthus, eller rettere så var den rigtige benævnelse brevsam-lingssted. Her blev der efterhånden ansat 3 postbude, hvor den ene var den person der kom kørende med postvognen fra Vejle. Hans navn var Iversen og han var bosat i Hornstrup. Han satte hestene i stald og bragte til fods posten ud i selve Lindved området inden han skulle enten returnere eller køre videre til Uldum.

På Tykmosevej nr. 12 i Lindved boede der dengang en mand ved navn Jeppe Jørgensen, han startede med at gå post i 1901. Han var på det tidspunkt 29 år gammel, idet han var født i 1872 på Sindbjerglundvej 14.

Han søgte pladsen og blev ansat, udstyret med sort uniform med blanke knapper og med blankskygget kasket. Posten blev anbragt i et stort og tungt lædertornyster som han bar på ryggen, ligeledes blev der udleveret en mindre sidetaske med rem til at hænge over skulderen, denne mindre taske var beregnet til penge og værdibreve. I de første mange år spadserede han rundt, men senere blev han udstyret med en cykel, som han egentlig blev meget glad ved, for når han brugte den, var han fri for at gå med tornysteret på ryggen, for den kunne fastspændes foran på cykelstyret. Dog kunne cyklen også give visse kvaler, for noget af hans postrute gik hen over markerne, hvor cyklen vanskeligt kunne bruges, men så trak han den, indtil han igen kom til farbar vej.

Når man hører hans rute, kan det godt give et nutidsmenneske sved på panden bare at tænke på det.

Han startede fra Lindved Kro omkring ved nitiden om morgenen, første trip gik til Agersbøl hovedgård hvor Proprietæren ville have sin post først på dagen, han ville ikke acceptere først at få posten hen på eftermiddagen. Jo der var dengang klasseforskel!  Derefter tilbage til Lindved, og han gik så ad Kofoedsvej ned til Nørbjergvej nr. 9, videre herfra til nr. 10 og 12. Nu kunne postbudet følge en sti eller markskel tværs over til Mettelundvej, herfra videre over til det område som senere blev kaldt Kringelhusvej, som han fulgte op til Ribelundvej til Købmand Søgård. Ribelundvej nr. 20, videre herfra til nr. 22 og op til det lille hus i Sindbjerglund Skov, igen herfra ad en sti til Hvolgårds Ødemark til Kobberhøj. Han kunne nu følge Ødemarksvej tilbage for så at følge en sti  øst for Holtum Stormose, der førte ham til de sidste kunder på Kringelhusvej og de ejendomme, der her ligger i den sydlige ende. Ad stier og markveje gik turen nu til Ulkær, hvor han ankom til Grdr. Kr. Jakobsen på Salemgård.  Den første dag der i 1901, da han kom op til gården stod Kr. Jakobsen der og bød ham ind i folkestuen, og bad ham tage plads ved middagsbordet.

Han blev bedt om at spise med, og han fik den besked, at det gjaldt hver dag han kom der.

Hvis han kom lidt for tidligt skulle han bare tage plads og afvente de øvrige på gården, og såfremt han skulle være blevet forsinket, skulle han bare sætte sig til bordet , og der ville så blive serveret for ham. Se det var en gestus, der varede ved i alle årene indtil Jep Post standsede sin gerning i 1936-37 .Vi kan konstatere, at det har været et stort antal middags-måltider han har nydt på dette sted igennem 36 år.

Men Jeppe var slet ikke færdig med postturen. Da han havde indtaget middagen omkring ved 13 tiden begav han sig op igennem Ulkær ud til Viborg Hovedvej for at udføre sin gerning her. Fra nr. 21 skulle han ud til 2 gårde på Østervangsvej og tilbage igen for at fortsætte til Pladsbjerg, Keglekær og Rohdengård. Herfra gik turen nu af en sti forbi ejendommene på Grejs Hedevej nu kaldet Baunbjergvej. Efter at de nye Agersbøl gårde var bygget, skulle han også betjene disse, begyndende ved Baunbjergvej  nr. 29. Så gik turen igen tilbage til Østervangsvej ad en lille sti hvor han manglede at besøge de  yderste ejendomme mod øst..  Fra Østervangsvej nr. 5 fulgte han en sti over marken til Tykmosevej nr. 11 og derefter tilbage til Lindved igen. Så skulle regnskabet og eventuelle pengebeløb opgøres på Brevsamlingsstedet, og det kunne ofte være mørkt inden turen gik hjem til den ventende familie. På lokalhistorisk arkiv findes der et geodætisk kort, hvor hans rute er indtegnet og turen er ca. 35 km lang. Vi skal så tænke på, at efter en god nats søvn skulle ruten igen vandres eller køres. Jo, man kom ikke sovende igennem tilværelsen. Det kan bemærkes, at Jep Post var den sidste post i Danmark, der fik sin rute opmålt efter en skridtæller. Det fortælles, at han denne dag havde medtaget en stak gamle aviser som han afleverede de forskellige steder, hvor der netop ikke denne dag var noget post, der skulle afleveres ,for ellers  kunne det jo ikke komme til at passe med  den maximale længde , og han blev jo også aflønnet efter  det kilometerantal som man fandt frem til  ved denne opmåling.  Denne posttur var en præstation, der blev gentaget igen og igen, og når man så tænker på, at uanset vejret det være sig regn, storm eller endnu være snestorm blev posten bragt ud. Om det så var Juledag måtte posten af sted. Det var kun anden Juledag, hvor man højtideligholdt Julen og denne ordning eksisterede til midt i tresserne.

Jeppe Jørgensen byggede et nyt hus i Lindved i året 1916, adressen er i dag Gl.Landevej nr. 30 .

Da Jep Post standsede sin gerning i 1936-37 blev hans rute overtaget af Kresten Kristensen, boende Viborg Hovedvej i Ulkær, for resten i den tidligere skolebygning, der havde rummet den første skole på dette sted. Man har vist altid brugt at kalde postbudene, skal vi kalde det et øgenavn, for denne nye Post blev egentlig altid kaldt Kresten Reservepost.  Da nu denne Kresten Reservepost efter lang og tro tjeneste gik af, var det jo meget nærliggende at antage hans søn, der i mellemtiden havde overtaget boligen i Ulkær, så derfor havde Lindved  igennem mange år en post, der meget nærliggende blev kaldt Svend Post, idet hans navn var Svend Kristensen .

 

Nogle af disse oplevelser er fortalt af en datter af Jeppe Jørgensen,  Stinne, der sammen med sin mand Åge Michelsen havde en ejendom  på Sindballevej 32, der var i dette ægteskab 2 døtre Birthe og Ruth.

Stinne fortalte også, at i 1918 da den spanske syge florerede på egnen kunne der ske det, at Jeppe kom til en gård eller ejendom hvor alle beboerne var meget syge og sengeliggende. Han kunne så gå ind og hjælpe dem med at hente noget drikkevand til dem, og give en hånd med for at hjælpe dem med deres andre fornødenheder. Jo man må sige, at igennem årene helt op til vores fortravlede tid har landpostene udgjort et socialt netværk, for mange gange kom de jo ud på steder, hvor man ikke så andre mennesker i dagevis.

Jeppe Jørgensen fortsatte som Post indtil 1936-37. men havde dog opnået den glæde, at hans ”kunder ” på postruten havde arrangeret en 25 års jubilæumsfest i Lindved Forsamlingshus i 1926. Der var til dette jubilæum blevet skrevet en sang, hvor man priste den afholdte post. Datteren Stinne mente at kunne huske at lønnen der i 1936, var omkring 250 kr. pr. måned.

Jeppe Jørgensen mistede sin hustru i 1945. Derefter ansatte han Ragnhild Jepsen som husholderske, en plads hun udfyldte godt og hvor hun samtidig kunne give undervisning i klaver og guitarspil og vistnok også  på et husorgel, en såkaldt salmecykel, hvor man frembragte den nødvendige luft ved at trampe på 2 pedaler .

Jeppe Jørgensen nød sit otium ved at passe sin have, der blev holdt eksemplarisk. Og han havde i et læhjørne af haven opstillet et fritstående zinkbadekar, hvor han, når solens stråler havde opvarmet vandet, nød at sidde og hygge sig med sit store grå skæg flagrende i vinden.

Jeppe Jørgensen døde i 1959, 87 år gammel efter et langt og arbejdsomt liv.

 

Else og Marinus

Når jeg tænker tilbage på  de mennesker jeg har mødt , er der altid et par navne  der trænger sig på  , nemlig Else og Marinus . Det var nogle  af mine forældres gode venner , og et par ,  som vi børn lærte at sætte megen pris på , i særdeleshed efter vi blev store  nok til , at kunne værdsætte disse rare venner . Else var , som hendes  sprog tydeligt afslørede , fra Fyn , og hendes sprog  harmonerede  godt med vores Mors , som selv om  hun havde boet  længe i Jylland , havde bibeholdt sit syngende Fynske , disse to  havde det  godt sammen og fik også megen snak. Marinus var den lidt stille flegmatiske Jyske type  hvis fædrene  rødder stammede fra de Gammelstærke , d v, s efterkommere efter en meget religiøs vækkelse der havde gået sin sejrsgang fortrinsvis i Øster Snede og Korning Sogne. Denne religion var meget sortseende og tung og kan vel bedst  sammenlignes  med  Forfatteren Hans Kirks bog ” Fiskerne ”. Se skellet til de Gammelstærke  gik igennem Agersbøl og Kragelund Skove og når vi var kommet igennem disse skove befandt vi os i  det , som vi kaldte Det Hellige Land. Det er da også ganske klart ,  at folkeviddet havde døbt den Rutebil der kørte fra Vejle til Kragelund for ” Palæstina Ekspressen  ” Nå , alt dette skal ikke lægges  Marinus til last.

Else og Marinus bosatte sig i Lindved og fik en lille lejlighed på første sal ved Chr. Poulsen og Marianne  der boede i huset lige over for Lindved Forsamlingshus. Marinus overtog Sadelmagerværkstedet der havde  sin plads i det vi kaldte det store hus skråt overfor Kroen. Dette hus tilhørte  den tidligere Sadelmagermester Sørensen, og huset rummede foruden tre lejligheder ligeledes et  Skomagerværksted  der   rummede Skomageren og sin Far  så der var aktivitet i huset.Skomageren var noget af en ejendommelig  person hvis lige  ikke fandtes, men han kræver faktisk et helt kapitel for sig selv. Nå Marinus havde faktisk nok at lave , han reparerede seletøj , sadler , og meget andet, og når høsten nærmede sig fik han travlt med at klargøre bøndernes  bindersejl. Nu vil mange selvfølgelig spørge, ” hvad er bindersejl ? vi må jo huske på ,  at mejetærskeren endnu ikke var opfundet ,  så kornet blev høstet med en maskine  der blev kaldt en selvbinder. Denne maskine blev trukket af 2 eller  3  heste og var et betydeligt fremskridt i forhold til tidligere hvor man høstede med le .Nå ,  bindersejlet var ligesom et bredt  transportbånd der  førte det afskårne  korn  frem til den del af maskinen der formede negene , bandt automatisk en snor om disse , og kastede dem ud på marken , hvor de blev sat sammen i noget  som jeg tror man kaldte Traver. Jeg beklager,    hvis min  viden om disse ting  kan være lidt vaklende , men landmand har jeg dog aldrig været. Jeg omtalte snoren  der holdt negene sammen , og denne snor var egentlig en snor lavet af sisal , men på grund af krigen gik der nogle år inden man kunne skaffe det rigtige bindergarn , og man anvendte derfor det eneste der var til at få fat i nemlig  bindergarn lavet af snoet papir, Selvfølgelig var det ikke så holdbart og sprang  ret ofte, derfor gjorde man alt for at holde selvbinderen i så god stand som muligt og her kommer bindersejlene ind i billedet for at høsten kunne skride frem uden de helt store driftstop.

Nå det gik som der selvfølgelig måtte gå. En dag lagde Else sig i barselsseng og nedkom med en dreng som senere fik navnet Ib, man påstod han var blevet opkaldt efter en af datidens store Skuespillere nemlig Ib Schønberg . Senere  kom der endnu en dreng til , og da man gav ham navnet Mogens  var der jo ingen tvivl om ,  at han også var blevet opkaldt efter en anden populær Skuespiller , nemlig Mogens With ..Da  de senere fik  endnu et drengebarn der fik navnet Jørgen var ingen jo i tvivl om , at denne gang var forbilledet Skuespiller ved det Kgl. Teater Jørgen Reenberg., Børneflokken blev senere afsluttet med en pige der  fik navnet Grethe og var opkaldt efter vores Mor. Dette blev hun både glad og stolt over.

Else  var noget forud for sin tid, var hun blevet født senere var hun blevet rødstrømpe er jeg sikker på , og det kan jeg  give en forklaring på med følgende hændelse. Da  Ib skulle ud at køre en tur i sin nye barnevogn blev Marinus  beordret til at  køre med  drengen en Søndag formiddag , hun har nok ment , at da han havde haft fornøjelsen af at bidrage  til , skal vi sige køllægningen af barnet , så måtte han tage del i pasningen af drengen .Nå , drengen kom i barnevognen , Marinus tog godt fat i håndtaget og lidt mistrøstigt måtte  han i gang med de fædrene pligter , men en mand der alene kom med en barnevogn  uha , uha det var sikkert ikke set i Lindved før . Nå på vejen mødte han min far og efter lidt snak frem og tilbage  blev de enige om  , at de vist nok lige kunne snuppe en søndagsøl henne på kroen , som sagt så gjort, de hjalp hinanden med at få barnevognen loftet op ad trapperne og  ind i krostuen hvor de bænkede sig ved et af bordene. Barnevognen havde de imellem sig , og vuggede den pligtskyldig engang imellem, det lod til at drengen nød turen , og det var der også et par stykker mere der gjorde, den ene øl blev til flere , og man var kommet et stykke hen  på eftermiddagen da  døren ind til krostuen gik op , og ind kom en harmdirrende Else. Hun stilede lige hen til Marinus , så ham ind i ansigtet og sagde : ” Du er et svin til at drikke ”Hertil svarede Marinus  de to ord : ” Ja-Else, ”—-Ja og det værste er , at du lærer drengen det—igen var svaret Ja Else.  Marinus var ikke i humør til at indlade sig i diskussion  på dette tidspunkt , og det  var et par slukørede mænd det måtte hjælpe hinanden med , at fa barnevognen bragt ud af denne lastens hule og få bragt drengen velbeholden hjem. Hændelsesforløbet har jeg senere fået fortalt af min far.

Ellers var det sådan at Else og Marinus mest kom ned til mine forældre om  aftenen for at få sig et slag kort .De spillede altid 500 rommy, og selv om de spillede om penge var indsatsen aldrig ret høj,  det var der simpelthen ikke råd til. Traktementet en sådan aften var i de fleste tilfælde kaffe med et stykke franskbrød med marmelade eller måske ost , engang imellem bagte min Mor en kaffekage der smagte himmelsk .  Men det  hændte selvfølgelig også ,  at de bare mødtes til en snak.. Og i mange tilfælde spillede min Far og Marinus alene.

En skønne dag blev det min Fars 50 års fødselsdag  det må have været i 1948 , og i den anledning var der inviteret en del til en såkaldt herrefrokost. Marinus var selvfølgelig også inviteret og festen gik lystigt med indtagelse af diverse øl og snapse . Vores genbo Holger Nygård som var et  selskabsmenneske til fingerspidserne , fik rollen som Toastmaster d.v.s. at han dirigerede når de forskellige skulle holde tale og når der skulle synges. Efterhånden havde snart alle holdt tale og pludselig rejste Nygård sig  op og sagde : Og hermed giver jeg ordet til Hr. Sadelmagermester Marinus Hansen ,  se en sådan  festdag bragte jo alle titlerne frem den fik ikke for lidt . –.  Marinus rejste sig op , tog en slurk øl og holdt derefter  følgende tale. Jeg citerer:  Kære Christian———ja dæ og mæ håer no fåt manne spil kort sammen,—og så sejer a—så får du den—og så sejer Christian—og så foer do den. —–å så sejer a –så foer do den—og så sejer Christian-. Så foer du den ! å såen ert  bare  !– Se det var jo en tale der ville noget , den var endda særdeles  ærlig, selv om den blev holdt efter indtagelsen af diverse øl og snapse.

Engang spurgte jeg Marinus hvordan han havde truffet Else , og han svarede , at han havde været fodermester på en gård på Fyn  med marker der lå lige ned til Storebælt,  og Else kan jeg ikke huske om hun havde været ansat på samme gård eller det var på nabogården. De havde mødt hinanden, var blevet forelskede  , og denne forelskelse endte med ægteskab. Marinus blev nok lidt romantisk da han  havde fortalt mig dette , så han fortsatte med at fortælle om hvordan forholdene var på den gård hvor han var ansat . Køerne var sat på græsning på de marker der lå ned mod Storebælt  , og Marinus fortalte om hvor pragtfuldt det kunne være en sommermorgen at kunne sidde derude og strippe ( malke ) køerne .Samtidig havde han jo en pragtfuld udsigt over Storebælt og som han så rigtig sagde : ” Æ færger de sejlet frem og tilbage og æ suel den gik op og nier. Så det var det rene idyl.

Tiden gik, Else og Marinus opgav Sadelmagerforretningen , der var jo nu kommet  traktorer der ikke brugte seletøj og der var kommet  mejetærskere der ikke skulle have bindersejl , så der var efterhånden ikke nok at lave til at forsørge en familie , så Else og Marinus rejste fra Lindved og Marinus optog sin gamle metier inden for landbruget , nemlig som fodermester på en gård der lå i nærheden af Hedensted .Men kontakten mellem Else og Marinus og mine forældre blev ikke brudt.

Jeg var i mellemtiden blevet gift med  min Grethe , og det gik som det måtte gå , Grethe kom en dag og fortalte  at hun havde været hos lægen , og hun havde fået at vide , at hun var gravid .Vi var glade, og glæde skal man jo helst  dele med nogen , så vi gik  hjem  til min Mor der i mellemtiden var blevet alene ,og ville fortælle hende det . Else var i huset og fik selvfølgelig også nyheden at vide . hun gav  Grethe et knus og sagde , at hvis vi brød os om det ville hun komme og agere kogekone når vi skulle have barnedåb . og oveni ville hun forære os en høne til at koge suppe på .Vi blev glade  og tog hende på ordet , for pengene var små for os.—En  skønne dag måtte jeg så ringe til Else og fortælle at vi havde fået en dejlig datter . Else sagde at nu skulle vi jo huske hvad hun havde lovet og det havde vi selvfølgelig ikke glemt. En dag  lige efter nytår ringede  jeg til Else og fortalte at vores datter skulle hedde Jette og vi fik aftalt  at jeg skulle hente hende lørdagen før barnedåben.Lørdagen oprandt, jeg var på motorcykel og arriverede som aftalt lige over middag.Else var færdig, hønen var slagtet og lå pillet og plukket i en papirsæk klar til den videre transport og senere suppekogning, men Else syntes lige vi skulle have en kop kaffe inden vi kørte .Vi blev bænket ved spisebordet, Jeg og Marinus  sad ved den ene langside , overfor sad efter alder Ib , Mogens og Jørgen  og ved den ene bordende sad Else.Nå kaffen blev serveret , og derefter skete der pludselig  det at Ib og Mogens røg uklar ,Ib slog ud efter Mogens , der hurtigt trak sig tilbage,  og ramte derfor  Mogens  kop der i en elegant bue røg over bordet  og havnede  på min ene skulder , nå problemet var ikke så stort for jeg var i arbejdstøj , men Marinus syntes åbenbart  her burde statueres et    eksempel  , han slog ud  efter Ib der trak hovedet til sig . Marinus sagde derefter disse ord jeg altid vil huske, ”Kom mæ di huer knejt så do ka fo en lussing  , Ib stak derefter hovedet frem  , og måtte så indkassere en lussing. Det skal dog retfærdigvis nævnes ,  at der på ingen måde var tale om mishandling , det var det vi kaldte en ganske almindelig kindhest. Men denne  situation står knivskarpt i min erindring.

Sådan kunne jeg fremdrage  mange oplevelser med de 2 kære mennesker , men jeg husker i særdeleshed det sidste besøg Else aflagde ved min Mor , der på dette tidspunkt var meget syg,Elses sorg og fortvivlelse over at måtte tage  afsked  med hende som også døde  kort efter . Efterhånden  som tiden gik , og da vores Mor som jo var det samlende midtpunkt ikke var mere ,  ebbede vores kontakt delvis ud, men jeg har  da nogle få gange  haft fornøjelsen at træffe dem.  Og så er det jo sådan at de  stadig er med i mine erindringer.

Lindved  12 januar 2001                    Jens Jørgen.

 

Fra forsamlingshus til sognegård. 

I 1959 besluttede Grejs-Sindbjerg Kommunes sogneråd at bygge en ny centralskole for hele kommunen, og man vedtog at denne skole  skulle opføres på en grund bag ved Sindbjerg Forsamlingshus. Dette forsamlingshus var opført omkring år 1900, men nu var dets dage talte, idet sognerådet også besluttede at overtage huset og rive det ned  og opføre en ny sognegård i stedet. Nedrivningen skete dog ikke med det samme, idet forsamlingshuset indgik i planerne vedrørende centraliseringen af skolevæsenet. Skolebyggeriet blev påbegyndt i 1960, og den første fløj stod færdig til sommerferien 1961, men man var nødt til at bruge lokalerne i det gamle forsamlingshus til undervisning, indtil skolens næste fløj stod klar efter sommerferien 1962. Derefter blev forsamlingshuset revet ned, og man begyndte opførelsen af den nye sognegård, som sammen med centralskolen blev officielt indviet den 13. december 1963. I festlighederne deltog de håndværkere, der havde været med til at opføre sognegården og skolen samt sognerådets medlemmer med sognerådsformand Fritz Kjær i spidsen, og desuden arkitekt Hempel og amtsskolekonsulent Dahl Nielsen, samt skolens lærere og inspektør alle med ægtefæller. Der blev holdt mange taler og fremsat lige så mange gode ønsker for sognegården og skolen. På den store sals væg over skydedørene ud til den lille sal havde arkitekten ladet udføre et ”kunstværk”, som viste en sol mellem to planter, der havde rødder på hver sin side af  solen, og der var stor bifald til den taler som fortolkede de to planter som beboerne i Grejs og Sindbjerg sogne, der mødtes i sognegården og skolen til fester og kulturelle og oplysende aktiviteter. Senere er ”kunstværket” blevet malet over uden at man dog skal lægge noget symbolsk i det. Da talerne var overstået og den gode mad fortæret, lød der pludselig et højt knald gennem salen. Det viste sig at en af festdeltagerne var kommet til at læne sig lidt tilbage på den stol han sad på med det resultat, at stoleryggen brækkede. Man var enige om, at der måtte have været en fejl på den stol, og nu gav håndværkerne sig til at undersøge om der var flere af stolene, som havde samme fejl, og det var der tilsyneladende, for i hver fald lykkedes det at brække ryglænet på adskillige af de nye stole, som dog senere blev erstattet af det firma, der havde leveret dem.

Sognegården var altså fra starten en kommunal bygning, og til at være vært og stå for udlejningen ansatte sognerådet Karen Schurmann. Foruden udlejning til private fester o. lign. blev sognegården også brugt af skolen til skolefester og i forbindelse med skriftlig eksamen. Kort tid efter sognegårdens indvielse besluttede en kreds af  kommunens beboere at stifte en forening, med basis i sognegården. Den stiftende generalforsamling blev holdt med 40 deltagere den 21. januar 1964, og indledtes med at skoleinspektør Carsten Brems redegjorde for det forberedende arbejde og gennemgik et forslag til vedtægter for foreningen, som blev vedtaget af forsamlingen. Foreningens navn blev Lindved Sognegårdsforening og dens formål skulle være at virke for folkelig oplysning og god og lødig underholdning. Til foreningens første bestyrelse blev valgt elinstallatør Jens Jørgen Kristiansen, Lindved, gårdejer Knud Gormsen, Grejs, husmand Laurits Andersen, Holtum, dyrlæge Peter Dahl, Lindved, bygmester Thorvald Olesen, Lindved, husmoder Edith Sørensen, Lindved, og lærer Nis Olav Skjøde, Lindved. Foreningens første formand blev Jens Jørgen Kristiansen.

Det første arrangement var en stiftelsesfest, som blev afholdt den 14. marts 1964. Billetprisen var 12 kr.,  og der deltog 200 mennesker i festen, som blev indledt med musikalsk underholdning, hvorefter der var dans. Bestyrelsen havde inden søgt sognerådet om spiritusbevilling til arrangementet, men det blev ikke bevilget, så deltagerne måtte nøjes med kaffe og smørrebrød. Foreningen afholdt de næste år flere møder pr. sæson med forskellige foredragsholdere, f.eks. efterårsmøde, adventsmøde og forårsmøde. Desuden blev der holdt fester som høstfest og juletræsfest med mere. Onsdag den 13. marts 1965 var der et særligt programpunkt, idet man havde engageret Kaj Abrahamsen turneen til at optræde med Franz Lehars ”Den glade Enke”. Det blev en stor succes, og foreningen forsøgte igen i 1967 at arrangere en teateraften med Harald Jørgensen turneen, der opførte stykket ”Alle elsker Opal”, men her var tilslutningen alt for dårlig, og siden gik man over til at arrangere dilettantforestillinger med lokale amatørskuespillere, og det havde man meget stor succes med. Senere blev der også opført lokale revyer i sognegårdsforeningens regi, med stor succes.

I tidens løb har sognegårdsforeningen påtaget sig nye opgaver. Allerede i 1974 var den daværende bestyrelse fødselshjælper ved oprettelsen af den selvejende institution  ”Grejs-Sindbjerg Hallen”, som stod for opførelsen af hallen ved Lindved Skole. I 1994 blev Lindved Handelsstandsforening nedlagt, og foreningens opgaver blev delvis overtaget af Lindved Sognegårdsforening. Det betød en ændring af sognegårdsforeningens opgaver, idet foreningen nu også skulle virke som igangsætter for ideer og initiativer, der gør det mere attraktivt at være borger i Lindved. Siden har sognegårdsforeningen været igangsætter for en lang række initiativer i Lindved. Der kan nævnes det rekreative område ”Tingparken”, opstilling af flagstang til byflaget, plantning af træer langs Lindevej og etablering af trafikfyr ved udkørslen til A-13. Det er også sognegårdsforeningen, der står for juleudsmykningen og udgivelse af Lindvedkalenderen. På det sidste har sognegårdsforeningen foranlediget og betalt opstilling af velkomstskilte ved byens indfaldsveje, og stillet forslag til kommunen om etablering af det fortov langs Lindevej, som netop er blevet færdiggjort.
Lindved Sognegård fortsatte som en kommunal bygning indtil 1985, hvor kommunen ønskede at afhænde den til en forening i området, som skulle forestå udlejning, drift og vedligeholdelse i lighed med bestyrelserne for de øvrige forsamlingshuse i kommunen. En kreds af beboere stiftede så foreningen ”Lindved Sognegård” til at påtage sig opgaven, og den første formand blev Hans Bent Poulsen, Lindved.

 

Lindved Sognegårdsforening og foreningen ”Lindved Sognegård” er to selvstændige foreninger, men hvis man er medlem af Lindved Sognegårdsforening er man også automatisk medlem af ”Lindved Sognegård” – ja, det er faktisk de eneste medlemmer denne forening har. Desuden udpeger Lindved Sognegårdsforening et medlem til bestyrelsen for Lindved Sognegård, så de to foreninger er på den måde tæt knyttet til hinanden.

 

 

Ang. Sindbjerg Kirke.    En lidt makaber historie. 

Igennem mange år stod der 2 kister anbragt i venstre side af våbenhuset. Disse kister befandt sig bag et smedejernsgitter, og når jeg var i kirken syntes jeg altid, det var ret uhyggeligt at tænke på, at deri befandt der sig 2 døde mennesker. Når man så endvidere kom ind i kirken, hvor min opfattelse af gudstjenesten altid var, at dette var utrolig fokuseret på, at vi var syndere alle til hobe og i min drengefantasi endte vi næsten alle i helvede ak —ja!

Tiden gik og en skønne dag opdagede graveren, der på dette tidspunkt var Peter Mortensen, at det var begyndt at dryppe fra den øverste kiste. Menighedsrådet rettede henvendelse til de øvre myndigheder, om man kunne få tilladelse til at fjerne kisterne og begrave dem på kirkegården, og som vi alle ved, arbejder disse myndigheder oftest utrolig langsomt.

Drypperiet blev værre og værre, og menighedsrådet så sig nødsaget til at skride til handling og selv tage affære, og man bestemte en dag, hvor menighedsrådet i fælleskab skulle hjælpe  hinanden med at få kisterne  anbragt i en dobbelt grav.

Dagen oprandt og Chresten Buch som var kirkeværge? stillede i renvasket brunt arbejdstøj. Peter

Mortensen havde gjort graven klar og man løftede den øverste kiste. Men da indtraf uheldet, det øverste af kisten lod sig løfte, men kisten adskiltes således, at bunden med den afdøde Herremand lå frigjort nok så nydeligt iført en hvid kjortel og med sit grå skæg. Ved dette syn valgte Chresten Buch at besvime, men blev da ret hurtigt kaldt til kræfter igen. I kisten var der et brev skrevet på tysk, og dette var faktisk et garantibevis på den balsamering, der var udført af en tysk professor.   Jeg går ud fra garantiperioden var udløbet.

Man fik hurtigt fat i den historisk interesserede Lærer Oddershede, der kom og fotograferede den afdøde, inden man igen satte det øverste af kisten på plads og tog noget reb til at binde kisten sammen med, og den blev derefter uden problemer båret ud til graven.  Den anden kiste indeholdt liget af herremandens bror, og her var der ikke problemer med at få denne kiste båret ud.

Jeg fik fortalt, at Herremandens hudfarve ændrede sig og blev meget mørkere i den korte tid, der kom luft til liget.

Jeg har senere hos Peter Mortensen set et billede, der var blevet taget af afdøde, og jeg ved også at Lærer Oddershede havde nogle stykker, men af helt private grunde har det ikke været muligt at få disse billeder frem i lyset. Jeg mener også at Peter Mortensen regnede med, at Oddershede også havde garantibeviset.  Det er i det hele taget meget tvivlsomt, om det stadig eksisterer, det er sikkert blevet destrueret,  som  så meget andet fra Oddershedes samlinger .

Efterskrift .

Se ovennævnte oplevelse har jeg ikke selv været involveret i, men jeg har fået den fortalt  af Peter Mortensen, og jeg synes alligevel beskrivelsen er værd at gemme for eftertiden..

Jeg vil antage, at dette er sket omkring 1960 – 65.  Når jeg skriver at Chresten Buch var Kirkeværge er dette efter min egen hukommelse, det kan godt være han var formand for Menighedsrådet.  Jeg vil da også antage, at denne ovenfor  beskrevne  begivenhed er  opnoteret i  forhandlingsprotokollen.

Jens Jørgen  januar 2010

 

Lindved Telefoncentral.

Omkring 1895 og i årene herefter, begyndte telefonerne at blive lidt mere almindelige. I byerne blev der i sagens natur flere og flere abonnenter, for nu begyndte telefonen også at komme i private hjem og ikke som før bare i erhvervslivet.

På landet var sagen jo lidt mere vanskelig, for vi skal huske på, at der skulle trækkes luftledninger og rejses master til de forskellige abonnenter.  Og mange gange var der jo her ret store afstande mellem abonnenterne.

Der blev foretaget en opdeling af landområde, og inden for disse opdelinger skulle der være mindst 10 abonnenter før der blev oprettet en central.

Vejle telefoncentral sendte derfor den 15. april 1903 flg. skrivelse:

Til Grejs –Sindbjerg Sogneråd.

Ifølge vor consession § 3  er vi forpligtige  til at anlægge  en telefonledning fra Lindved til Sindbjerglund, Grejs, Ulkjær ad Agersbøl og ad Bøgballe til, da en del  af beboerne have  meldt sig som abonnenter.

Jeg tillader mig herved at forespørge, om der er noget til hinder for, at Vejle Telefon Selskab iværksætter disse anlæg, der for flere ledningers vedkommende vil blive nødvendig langs kommunens veje?

 

Svaret fra kommunen må have været positivt, for i oktober 1903 bliver Smedemester

Morten Hansen ansat som centralbestyrer og centralbordet bliver opstillet i deres dagligstue. Der er nu 10 abonnenter og Morten får den fyrstelige løn af 200 kr. pr. år.

Nu går det fremad med tilslutning og 10 år efter i 1913 er man kommet op på i alt 24 abonnenter. Der er også sket en ændring, for nu er der blevet oprettet et større selskab, nemlig Jydsk Telefon A/S, som overtager styringen og vedligeholdelse af anlæggene i stedet for alle de små lokale telefonselskaber.

Læg mærke til at der på den indsatte fortegnelse over abonnenterne i 1913 figurerer et navn som Ulkjær Bymænd  på  nr. 11. Denne telefon var opstillet hos Ulkær Købmand og meningen var hermed, at man måtte hen til købmanden, når man skulle telefonere. Ligeledes kunne folk, der skulle bruge en telefon, henvende sig på centralen, der også fik navnet som Samtalestation.

Morten Hansen dør i 1931 og hans kone Signe i marts måned 1937, og ledelsen af centralen bliver nu overdraget til deres  datter Sigrid  Hansen, der altid havde været hjemmeboende. Sigrid stammede ganske meget, så der kunne godt gå noget tid inden hun fik fremstammet ordet Lindved, som var det ord man brugte, når man fik oprettet kontakten med abonnenterne. Men det havde folk vænnet sig til, for tid havde man dengang ligesom nok af. Indenfor det lokale område anvendte man næsten ikke telefonnumre, næh, man sagde f. eks.” Stik mig lige Odgårds eller æ brugs, hvis det var  den, man manglede. Hvis abonnenten ikke svarede, så vidste centralen næsten altid hvor de var henne, det kunne være et sølvbryllup i Hornstrup eller lignende, for mange havde lige den vane at ringe til centralen og fortælle, hvor de tog hen. Jo service skortede det ikke på.

I 1946 ønskede Sigrid at opsige sin stilling, og der skulle så findes en ny centralbestyrer. Man antog  Karen Kristiansen,  der boede i Villaen Mosevang, beliggende Gammel Landevej 22. Hun havde bestyret Postekspeditionen og Avisudlevering i Lindved, og denne funktion blev nu flyttet over på den anden side af gaden til hendes Svigerinde Grethe Kristiansen gift med Vognmand Kristiansen. Gl Landevej nr. 11.

Telefonmontørerne begyndte at fremføre ret mange kabler over til Mosevang, for igennem årene var centralen selvsagt blevet meget større, og det er jo klart at nogle af børnene skulle se, hvad der foregik. Normalt blev de anvendte kabler lukket for fugtindtrængning i kabelenderne med bly, men krigen var jo ikke mere end lige overstået, og bly var det  af den grund  ikke muligt at fremskaffe. Derfor anvendte man paraffin. Dette paraffin kom hjem i forholdsvis store plader, blev så brækket i mindre stykker og smeltet i en gryde over en primus. Børnene trængtes om gryden for at se, hvad der foregik, og en af telefonmontørerne spurgte da, om vi ikke ville have et lille stykke, for hvis man tyggede godt på det, fik det en konsistens som tyggegummi,og det smagte egentlig ganske glimrende.  Vi tyggede det bedste vi havde lært, og rygtet gik jo som en løbeild til alle børnene, der her kom og fik gratis tyggegummi. Nu var der jo ingen, der havde fortalt os, at det her paraffin også havde en virkning som amerikansk olie, og ud på dagen bredte der sig blandt børnene en epidemi af tynd mave. Jeg tror, de fleste børn  her fik udskiftet deres maveindhold, endog på en særdeles spruttende måde.

Telefonmontørerne morede sig kosteligt, for de vidste udmærket, hvad virkningen ville blive.

Da centralen her kom i gang på Mosevang, var der stadig kun 1 centralbord, dette var endog et par gange blevet udvidet med ekstra sektioner. Men på et tidspunkt blev Holtum central nedlagt, og alle disse abonnenter blev sammen med nogle andre overført til Lindved, der nu fik en størrelse, så der i dagtimerne måtte være 2  telefondamer i funktion ad gangen. Der har i årenes løb været så mange unge piger beskæftiget her, at det ikke vil være muligt at nævne disse, men da aktiviteten stopper den 18. november 1970 er tele-fondamerne her Bodil Larsen, Lindved – Inga Jørgensen, Grejs Øster Mark og Marie Sønderskov Nielsen, Ulkær. Centralbestyrer Karen Kristiansen kunne nu nyde sit velfortjente otium, men mange telefonmontører græmmedes, for Karens berømte kaffeborde kendte alle montørerne, de havde en vis evne til at kunne være i nærheden, når spisetiderne stod for døren, for hvis det var omkring frokosttid, ja så var hun ikke så karrig med at invitere på Spejlæg og en dansk hakkebøf. Mange montører har ofte talt om kaffebordene, der virkelig var det, man kan kalde sønderjysk kaffebord, hvor der er et stort udvalg af mange forskellige hjemmebagte kager.

Da dagen oprandt, hvor anlægget skulle tilkobles den nybyggede automatcentral, foretog Karen den sidste opringning, som gik til montørerne på automatcentralen, og hun meldte her, at hun nu afbrød forbindelsen, dette foregik ved at hun trak de sidste to stikpropper ud af centralbordet. Selve omkoblingen til den digitaliserede automatcentral tog kun 8 minutter. Karen Kristiansen inviterede herefter alle, der havde været beskæftiget med omstillingen til en frokost, hvor der intet manglede af hverken vådt eller tørt. En slutning fuldstændig i hendes altid gæstfrie ånd, og med taler af  overingeniør og af de menige telefonmontører, der her takkede for et godt venskab igennem årene. .

 

Fra landsby til parcelhusområde

Lindveds udvikling i løbet af det 20. århundrede.

Indtil slutningen af 1950erne var Lindved en typisk landsby med ejendomme og gårde, håndværkere og handlende. Hovedvej 13 gik gennem byen, og på begge sider af den lå landbrugsejendommene og de små håndværksvirksomheder og enkelte huse.  Der var mange unge mennesker i byen, idet der rundt omkring på gårdene var ansat piger og karle til at hjælpe i bedriften. Man handlede hos de lokale købmænd, i brugsen og hos slagteren, og man fik repareret sine ting hos de lokale håndværkere. Der lå en forskole i Ulkær og en forskole og en hovedskole i nærheden af Sindbjerg Kirke, og der var et forsamlingshus og et missionshus, hvor man samledes ved såvel festlige som sørgelige lejligheder.  Der var også en mølle og en kro, og hver morgen kom mælkekuskene kørende ud til hver enkelt landbrugsejendom for at hente mælkejungerne og bringe dem ind til mejeriet.

I den sidste del af det 20. århundrede skete der imidlertid store ændringer. Mange af  landbrugsejendommene blev nedlagt og markerne udstykket til parcelhusgrunde. De tilbageværende landbrugsbedrifter blev mekaniseret, og der var ikke mere brug for karle og piger på gårdene. Der blev bygget parcelhuse, og beboerne arbejdede for de flestes vedkommende i Vejle eller i andre nabobyer. Der blev færre håndværksvirksomheder, og de lokale handlende fik svært ved at klare sig i konkurrence med de store supermarkeder og måtte lukke butikken. Det følgende er en beretning om denne udvikling og om Lindved, som byen så ud engang, og om nogle af de mennesker, der har boet i byen, og været med til at præge dens udvikling.

Vi vil i det følgende foretage en vandring gennem byen og vi begynder turen sydfra, hvor Lindevej går over i Gl. Landevej. Her boede på Gl. landevej nr. 3  bødkeren Bent Blom Jensen og hans kone Maren. Han var en rigtig bødker, der  fremstillede baljer og dritler af træstave, der blev holdt sammen af metalbånd – de såkaldte vidjebånd.  Nogle af baljerne blev brugt til saltbaljer, hvori man opbevarede kød i saltlage, for at det skulle kunne holde sig i en længere periode – det var før dybfrysernes tid. Andre baljer blev brugt som vaskebaljer, og dritlerne blev brugt på mejerierne til smør, hvoraf noget blev eksporteret til England. Bødkeren fabrikerede dritler til mejerierne i Lindved og Ulkær, og han transporterede dem selv på sin cykel og på en dertil indrettet cykelanhænger. Det fortælles, at man kunne møde ham på vej til et af mejerierne trækkende med ikke alene en fuldt belæsset anhænger, men også op til 14 dritler bundet fast på cyklen. Maren Blom var også en foretagsom dame, idet hun opdrættede høns og ænder og dyrkede forskellige slags grøntsager. Produkterne blev afsat på torvet i Vejle, hvor hun havde en fast stadeplads, og hun cyklede derind med de forskellige produkter anbragt i en kasse på bagagebæreren eller hængende på styret eller ned ad siderne på cyklen. Drittelproduktionen blev senere overtaget af  Maren og Bent Bloms svigersøn Egon Christensen, der var blevet gift med datteren Betty.

På den anden side af vejen på Gl. Landevej nr. 2  finder vi en tidligere landbrugsejendom. Ejendommen ejes nu af vognmand Thorkild Møberg, som driver Lindved Containerservice, og der hører stadig lidt jord til den. I begyndelsen af 50erne ejedes den af Orla Hansen, men senere blev ejendommen solgt til Thomas Møller, og da han overtog sin fædrene gård i Sindbjerg, blev den overtaget af Buch Hansen, den tidligere formand for Lindved Mejeri, som havde haft en gård i Laage. Den næste ejer var dyrlæge J. A. Bruun, som boede på Gl. Landevej nr. 16. Han udlejede stuehuset til beboelse, og udstykkede efterhånden jorden, og parcellerne på Møllevænget med de lige numre fra 2 til 22 samt Nørrevænget og Søndervænget er udstykket herfra.

Møllevænget

Vi drejer nu til højre ad Møllevænget. Vejen hed oprindeligt Møllevejen, fordi den førte op til Lindved Mølle. Omkring 1960 begyndte de første parcelhuse at skyde op langs Møllevejen, som dengang faktisk kun var en smal grusvej, som landmændene brugte, når de skulle aflevere og hente deres korn på Lindved Mølle. Selve møllen blev revet ned i 1978, og den lå hvor Møllevænget nr. 43 nu ligger, og beboelsen til møllen ligger stadig på Møllevænget nr. 26.

Lindved Mølle.

Lindved Mølle eksisterede i 100 år, og i den periode nåede møllen at være ejet af 4 generationer af familien Schurmann. Ingen af ejerne opnåede nogen særlig høj levealder, hvilket synes at bekræfte, at arbejdet som møller har været hårdt og krævende. Støv har sikkert sat sine spor i den menneskelige krop.

I folketællingen fra Agersbøl Hovedgaard år 1870 støder man på navnet Jens Peter Schurmann i forbindelse med Agersbøl Mølle, som hørte ind under hovedgården. Agersbøl Mølle var beliggende, hvor gården ”Brohøj”, Agersbølvej nr. 26, nu har sin plads. Jens Peter Schurmann var i 1870 45 år gammel og født i Hover Sogn. Han er sikkert kommet til egnen i sin egenskab af møllesvend og har overtaget forpagtningen af Agersbøl Mølle.

Omkring 1876-77 køber han ca. 10 tdr. land jord i Lindved og opfører her den ejendom, som nu er beliggende på Tykmosevej nr. 3, og som i folkemunde kom til at hedde ”Møllegaard”. Han har sikkert haft i tankerne at starte sin egen møllevirksomhed, for selv om egnen havde flere møller, var behovet for maling af korn stort. Derfor opfører han på det højeste sted vest for gården Lindved Mølle, og i marts 1878 får han formedelst 36 kr. udfærdiget næringsbrev som møller.

Fra folketællingen i 1890 kan det konstateres, at en af Jens Peter og Birgitte Kirstine Schurmanns 4 børn, Anton, har overtaget bedriften, idet han står som husfader og møller. Anton og hans kone Elisabeth har 5 børn og Jens Peter og Birgitte står i en alder af henholdsvis 65 og 68 år som aftægtsfolk på gården.

Ved folketællingen i 1911 viser det sig, at Anton og Elisabeth i 1910 har bygget stue- og udhus ved siden af Lindved Mølle – det nuværende Møllevænget nr. 26. Desuden har de fået en jordlod omkring møllen underlagt ejendommen. Ægteparret, der er henholdsvis 58 og 60 år, driver møllen og bor i stuehuset sammen med den 22-årige møllesvend Sofus Petersen. Sønnen Jens Peter og hans ægtefælle Anne Kathrine har nu overtaget ”Møllegaard”. Det var naturligvis et problem for møllerne, når det var vindstille i en længere periode specielt i december måned, hvor gårdenes husholdninger havde brug for ekstra mel til julebagningen, og det fortælles at Anton i sådanne pressede situationer måtte age til Holtum Vandmølle for at få formalet korn der.

Anton Schurmann døde i maj 1920, og sønnen Martin, der arbejdede ved C.M. Hess i Vejle, overtog  Lindved Mølle. Der var nu blevet indlagt kraft og lys på møllen, idet Lindved havde fået sit eget elektricitetsværk i 1914, og samtidig var der ved siden af mølledriften blevet etableret et savværk. Det fortælles, at man på møllen kun havde én ko, men den var til gengæld meget speciel, for den ville kun malkes af Martins kone Helga, som var uddannet mejerske. Til gengæld gav den en utrolig mængde mælk, og bønderne i omegnen var derfor meget ivrige efter at få en kalv fra koen, og dens kalve var bestilt lang tid i forvejen.

Martin døde den 11. marts 1942 kun 53 år gammel. Det var midt under den 2. Verdenskrig og fjerde generation trådte nu til nemlig Martin og Helga Schurmanns ældste søn, Poul, som på det tidspunkt var 25 år gammel. Poul gjorde ellers tjeneste ved politiet i København, men overtog altså bedriften af Lindved Mølle og Savværk, der på grund af krigen ikke havde for meget at arbejde med. Poul blev gift i 1944 med Karen Hansen fra Uldum, der gik ud at servere forskellige steder, noget hun ikke var ukendt med, eftersom hun havde været servitrice på Lindved Kro. Med fredens komme  den 4. maj 1945 opdagede Karen, at Poul havde deltaget i modstandsbevægelsen under krigen, men heldigvis endte denne mission uden skrammer og afsløring. Livet gik sin rolige gang i og omkring møllen frem til den 6. september 1960. Om eftermiddagen havde Poul været ude i sin lastbil med korn til omegnens landmænd, og da han kom hjem fra turen gik han ind i stuen, hvor han i en alder af kun 43 år sank død sammen til forfærdelse for Karen, de tre børn og Pouls gamle mor. Karen solgte efterfølgende møllen til Pouls bror, Anton, der var 37 år. Anton havde som yngre sammen med Poul hjulpet faderen med møllen, og han var således ikke ukendt med faget. Karen blev senere ansat som værtinde på Lindved Sognegård, et job hun bestred i mere end 20 år.

Det var svære tider for Lindved Mølle. Anton gjorde sit bedste for at gøre virksomheden til sin levevej, men fra 1960 og fremefter fik mange gårde egen kværn og kunne selv formale kornet. Mølleriet var derfor i tilbagegang. Anton satsede på savværket og prøvede at udvide med en bloksav, som kunne gennemsave store kævler. Imidlertid kom det aldrig rigtig til at fungere, og han måtte tage arbejde i Vejle.

Ved et kommunalbestyrelsesmøde i 1978 vedtog kommunalbestyrelsen en udstykningsplan for et areal beliggende Møllevænget/Tykmosevej i Lindved. Det gamle mølleareal blev hermed udlagt til beboelse, og Lindved Mølle forsvandt fra bybilledet.

Anton solgte derefter Møllevænget 26 og købte et nyopført parcelhus på Mølleager. Dette kvarters navn relaterer sig naturligvis også til områdets tidligere mølleri. Anton Schurmann døde pludseligt i maj 1980 kun 57 år gammel.

 

Jens Jørgen Kristiansen fortæller om nogen af sine oplevelser på Lindved Mølle:

Møllevingerne gik ned til ca. en meter over jorden, og det var en yndet sport blandt drenge, når der ikke var så meget vind, og vingerne derfor drejede langsomt rundt, at gribe fat i en vinge, og lade sig tage med et stykke op for derefter at slippe og falde ned på jorden igen, og så var det med at komme væk i en fart for ikke at blive ramt af den næste vinge. En dødsens farlig leg, som selvfølgelig var strengt forbudt. Palle Mikkelsen fra Lindved Kro prøvede sådan en tur, men uheldigvis kom han så højt op, inden han fik sluppet, at han måtte tage med vingen hele turen rundt. Heldigvis havde han åndsnærværelse nok til at få sig drejet i stilling, da han nåede toppen, således at han fik benene nedad, og da han nåede jorden og fik sluppet kan det nok være, at han fik travlt med at komme hjem, og så vidt jeg ved, var der ingen drenge, der siden skulle prøve den leg.

Jeg gik i skole med en af sønnerne, Otto, fra Lindved Mølle, og han begyndte at bruge snus, da han var 11-12 år gammel. Det kunne både ses og lugtes, og vores lærer Hansen opdagede det da også, og han tog fat i Ottos ene øre samtidig med, at han skældte ham ud, men Otto var ikke tabt bag  en vogn, så han råbte: ”Når du selv snuser, så må jeg vel også!”  Det var ganske rigtigt lærer Hansen havde sin snus i en lille sølvæske, og når han skulle have sig en ny ”pris” gik han gerne op til hjørnet ved tavlen, vendte ryggen til eleverne og fyldte derefter op.

Otto blev på et tidspunkt den lykkelige ejer af to par brugte boksehandsker, og han fik den ide, at han ville starte en bokseklub over motorrummet i et anneks, der var til møllen. Da vi mødtes første gang magedes det sådan, at jeg efter lodtrækning skulle udkæmpe en kamp mod Otto. Jeg fik handskerne på, og blev fuldstændig overrumplet da Otto ramte mig på kæben med et hårdt slag. Jeg trådte et skridt tilbage og faldt over en stang, der stak op af gulvet, og slog baghovedet i gulvet med et brag, og dermed endte min boksekarriere efter at have varet i 20 sekunder.

 

Tykmosevej.

Vi fortsætter nu turen fra Møllevænget ned ad Tykmosevej og ser på ejendommene langs denne vej.

Tykmosevej 3.

I 1927 blev ”Møllegaard” overtaget af landpost Peter Christian Jensen, som drev ejendommen samtidig med, at han i 43 år var landpost på ruten Lindved – Laage. Peter Jensen og hans hustru var tilknyttet Indre Mission i Sindbjerg, og han var i 16 år medlem af menighedsrådet i Sindbjerg Sogn.

I 1971 blev ”Møllegaard” overtaget af Christa og Arne Larsen, som har restaureret bygningerne. Der hører stadig 7½ tdr. land til ejendommen, men den del af ejendommens jord, som lå vest for Tykmosevej blev solgt fra til kommunen, som også købte jorden, der hørte med til Lindved Mølle, og et jordstykke på 1½ tdr. land, som hørte med til Agersbølvej nr. 21. Disse jordstykker blev udstykket til det parcelhusområde, som nu udgør den østlige del af Møllevænget.

Tykmosevej 6:

Ejendommen hedder ”Søndermarksgaard”  og bygningerne er oprindelig opført i 1773, og ejerne kan med sikkerhed føres tilbage til 1834, hvor ejendommen var fæstegård under Agersbøl Hovedgård. I 1946 købte Bodil og Jens Gammelgaard Jensen ejendommen af Peder Brok, som flyttede til Uldum. Peder Brok havde haft ejendommen siden 1932, hvor han havde købt den af Marinus Thekelsen, som på det tidspunkt købte ”Sønderagergaard” i Ulkær. Medens Bodil og Jens Gammelgaard drev gården var den på ca. 22 tdr. land, og de restaurerede og udvidede løbende bygningerne. I 2000 døde både Bodil og Jens Gammelgård kort tid efter hinanden, og noget af jorden blev solgt fra til Martin Lindved fra Båstrup, medens bygningerne og resten af jordtilliggendet blev solgt til Pernille og Esben Øster, der driver ejendommen som fritidslandbrug.

Tykmosevej 8:

Ejendommen hedder  ”Kastaniely”   og blev omkring 1960 sammenlagt med ejendommen ”Moselund”, som lå lidt længere nede ad Tykmosevej. Ejendommen drives nu af Jørgen Jespersen, som både har malkekvæg og kødkvæg på ejendommen. Jørgen Jespersen overtog gården efter sin far Martin Jespersen, som døde i 1999. Ejendommens ejere kan føres tilbage til folketællingen i 1834, og den blev i slutningen af 1800-tallet overtaget af Jesper Frandsen, og siden har den gået i arv fra far til søn, og Jørgen er nu 5. generation på ejendommen. Martin Jespersen overtog ejendommen efter sin far Jesper Jespersen i 1947, men han havde allerede i 1943 købt naboejendommen ”Moselund”, og da Martin overtog sin fædrene gård, blev ”Moselund” overtaget af hans søster og svoger, Agnes og Anders Eriksen. Da Anders Eriksen i 1959 blev ansat som mælkesalgschauffør ved Lindved Mejeri, overtog Martin Jespersen igen ”Moselund”, og  Agnes og Anders Eriksen byggede hus i Lindved, og flyttede hertil med deres 4 børn. Moselunds jord blev nu lagt ind under ”Kastaniely”,  og  ejendommens stuehus blev revet ned. Det fortælles, at der kom en kraftig regnbyge, da man havde fjernet taget på stuehuset, og det resulterede i at murene, som var bygget af ubrændte sten, sank sammen. Efter sammenlægningen var ”Kastaniely”  på ca. 25 tdr. land.

Tykmosevej 10:

Ejendommen hedder ”Mosegården” og  ejes og drives af Vagn Tambo og hans hustru Gerda. I det følgende fortæller Vagn Tambo om sin opvækst og ungdom på ejendommen: Min far købte ”Mosegården” i 1920, efter at han var kommet hjem fra USA, hvor han havde opholdt sig i 15 år. Han var døbt Theodor Tambo Petersen, og han stammede fra en lille ejendom, som lå på Grejs Østermark. Hans farbror var udvandret til USA i 1870erne, og da han senere besøgte familien på Grejs Østermark og berettede om de muligheder, der var i Amerika, og da udsigterne for fattige bønderkarle i Danmark på det tidspunkt ikke var særlig lyse, resulterede det i, at flere af Theodors fætre besluttede at prøve lykken i det fremmede, og i 1905 efter endt soldatertjeneste fulgte Theodor efter dem. I 1920 vendte han atter hjem til ”det gamle land”  med lidt penge på lommen, og det gjorde ham i stand til at købe ”Mosegården”. Medens han var i USA, havde han fået slettet efternavnet Petersen, da amerikanerne havde lettere ved at sige Tambo, så nu hed han altså Theodor Tambo. 

Ejendommene i Tykmosen var udstykket fra Agersbøl Gods og jorden var ikke særlig frugtbar, idet den var meget fugtig. Igennem Tykmosen løb nemlig på det tidspunkt et vandløb, som blev kaldt Skærbæk Rende. Vandløbet kom fra Niels Hauges udmark, som nu hedder Thyras Vænge og løb gennem Tykmosen og videre mod Agersbøl, hvor det løb ud i Sole Bæk. Dette vandløb var skyld i, at  Tykmosen som nævnt var meget fugtig, og i flere perioder af året var mindst en tredjedel af jorden oversvømmet, og det betød, at store dele af jorden var engdrag, som ikke kunne opdyrkes. Den ejendom min far købte var meget forsømt, og da jorden som nævnt ikke var særlig frugtbar, kostede det ham mange penge og store anstrengelser at få det hele til at løbe rundt, og da tiderne i 20erne og begyndelsen af 30erne samtidig var meget dårlige for landbruget, var det hans store held, at han havde haft kapital med sig fra tiden i USA, for det gjorde, at han var i stand til at anskaffe nye landbrugsredskaber og i det hele taget få ejendommen på fode igen. Imidlertid havde han det problem, at han i Amerika aldrig havde beskæftiget sig med malkekvæg, men nu var han nødt til at drive et blandet landbrug, som det var normalt her i landet, med husdyrhold og markdrift, og han kom sikkert i begyndelsen til at betale dyre lærepenge. Han har ganske givet flere gange haft lyst til at tage tilbage til Amerika, og han beholdt også sit indrejsevisum til USA i flere år efter hjemkomsten, men tiderne gjorde, at han ikke kunne få penge ud af at sælge ejendommen, så derfor blev han og fik efterhånden sat skik på den. I 1925 fik han en  husbestyrerinde, som hed Kirstine Hansen, og det blev afslutningen på hans ungkarletilværelse, idet de blev gift i 1926, og  den 12. juni 1927 kom jeg til verden, og i 1930 fulgte min lillesøster Ragna efter. 

De første tre år af min skolegang havde jeg i Ulkær Forskole hos lærerinde frk. Petersen, som jeg husker som en rar og dygtig lærer. Derefter gik jeg til skole i Sindbjerg hos lærer Hansen, og her lærte jeg også meget især i faget regning, som havde lærer Hansens helt store interesse. Undervisningen i regning var meget individuel, man kan næsten sige moderne efter nutidens begreber, idet hver enkelt elev kom så langt i faget, som vedkommende havde evner til, og det resulterede i, at jeg og min sidekammerat, Viggo Jørgensen, ret hurtig blev færdig med regnebogen, og så fik vi de regnebøger, som lærer Hansen havde haft på seminariet. Han tilbød også, at lære os matematik, men vi ville nu hellere spille fodbold, så det blev ikke til noget, men vi blev dygtige til at regne.  

Derhjemme havde vi  allerede i 1938 fået malkemaskine, og det var der ikke mange ejendomme på den størrelse, der havde dengang, men det skyldtes, at min far ikke kunne malke på grund af gigt i hænderne, og så fik jeg til opgave at stå for malkningen med maskine, medens min mor malkede efter med hænderne, for dengang kunne maskinerne ikke malke køerne helt rene, som tilfældet er i dag. Efter endt skolegang og konfirmation fortsatte jeg med at hjælpe til på ejendommen, for min far var på det tidspunkt omkring 60 år, og som nævnt   en del plaget af gigt, så derfor havde mine forældre brug for min hjælp, for ejendommen var ikke stor nok til at have en voksen karl.  

Vi er nu kommet frem til krigsårene. Jeg fortsatte med at hjælpe til derhjemme på ejendommen, og et par aftener om ugen deltog jeg sammen med mange andre unge fra Lindved i aftenskolen, som lærer Hansen holdt på Sindbjerg Skole. Vi fik undervisning i dansk og regning og holdt på den måde vores skolekundskaber vedlige. Der var også oprettet en teknisk skole på Sindbjerg Skole, og den stod murermester Thorvald Olesen for. Den var hovedsagelig bestemt for unge, der var i lære i forskellige håndværk, men jeg og et par stykker andre fra landbruget fik lov til at deltage – måske fordi der var for få lærlinge – og det var meget interessant, for her lærte vi bl.a. at se på og udføre tekniske tegninger og beregninger.  

Vi mærkede ikke så meget til krigen ud over legitimationskort, som skulle vises til tyskerne på forlangende, og rationeringen af mange varer, bl.a. var elektricitet rationeret, så vi måtte tærske om natten, hvor der ikke var så mange, der brugte elektrisk strøm. Der er et par episoder fra krigens tid, som jeg husker. Den ene skete i 1944, hvor min far og jeg var i Nørreskoven i Vejle for at hente træ. Pludselig kom en række engelske flyvemaskiner fra vest, hvor de havde fulgt Vejle Ådal, og nu fløj de ganske lavt ud over fjorden. Snart begyndte tyskerne at skyde mod dem med deres antiluftskyts, og vi kunne ikke høre, hvor skyderiet kom fra, så vi gik i dækning, bag ved vognen. Det varede dog ikke længe inden flyverne var væk, og siden fik vi at vide, at de var på vej mod Husmandsskolen på Fyn, hvor tyskerne havde hovedkvarter. Den anden episode skete den 8. maj 1945, hvor tyskerne havde overgivet sig og var på vej hjem. Der kom et kompagni på omkring 100 mand hen til vores ejendom for at overnatte, og de havde al deres udrustning med, og det værste var, at de smed ammunition fra sig overalt, så vi senere måtte være meget påpasselige med at fjerne den ammunition, som havde gemt sig i kornnegene, når vi tæskede. På det tidspunkt havde vi lige påbegyndt rørlægningen af Skærbæk Rende, og der var gravet nogle store render til de rør, som vandet skulle løbe i, og ned i de render fyldte tyskerne også en mængde ammunition, og her ligger det endnu, men her gør det jo heller ingen skade.  

Skærbæk Rende blev rørlagt i 1945-46, og det var et stort arbejde, som alt sammen foregik med håndkraft. Der var mange mænd i arbejde med at grave render til de store cementrør, og jeg hentede mange af rørene ned til udgravningerne på en ”slæde” med heste foran. Jeg kunne have tre rør af gangen, og rørene blev enkeltvis lagt på plads ved hjælp af et treben med kæder, man havde jo ikke de hjælpemidler dengang, som man har i dag. Året efter fik vi så markerne drænede, der blev lagt 3½ km drænrør ned, og vi havde en overgang 14 mand til at grave rørene ned. Efter at Skærbæk Rende var blevet rørlagt, og markerne drænede steg udbyttet rigtig meget, så det var bestemt besværet værd. 

Meget af landbrugsarbejdet foregik ligeledes med håndkraft dengang. F.eks. blev dyrenes gødning læsset fra møddingen på vogn med greb og spredt ude på marken ligeledes med greb, men efter min mening var den måde at gøde jorden på langt bedre end det, der foregår i dag, hvor meget tunge traktorer med gyllevogne kører rundt på markerne og trykker jorden og drænrørene sammen.

Også kornhøsten og optagning af roer foregik dengang med håndkraft, og når roerne var kørt sammen i kuler, skulle de dækkes med halm og jord, og det kunne godt være hårdt med skovl at kaste jord op omkring en roekule, men vi var jo vant til det, og det gav kræfter. Når man rigtig skulle vise sine kræfter tog man 4 transportspande fyldt med vand – to i hver hånd – og gik med dem tværs over gårdspladsen. Det var 100 kg i hver hånd, så der skulle holdes godt ved håndtagene for at klare det!  

Som nævnt  hjalp jeg til på ejendommen derhjemme på grund af min fars svagelighed, men jeg ville jo også gerne prøve noget andet, og i vinteren 46-47 var jeg på Ry Højskole, hvorefter jeg aftjente min værnepligt for derefter at tage et ophold på Dalum Landbrugsskole, og på denne måde fik jeg lært ny mennesker og andre egne af landet at kende. Både på Ry Højskole og på Dalum Landbrugsskole, fik jeg konstateret, at jeg haft en dygtig regnelærer i Sindbjerg Skole. På Landbrugsskolen blev vi således delt ind i hold efter vores kunnen i regning. På hold 1 kom studenterne, som havde haft matematik, men jeg kom på hold 2 sammen med de, der havde realeksamen.     

Min værnepligt aftjente jeg i Høveltelejren i Nordsjælland, og efter rekruttiden var jeg heldig at blive afgivet til ordonnanstjeneste. Der skulle ofte hentes materialer forskellige steder i København, f.eks. på forsyningstjenesten i Lyngby, og min opgave var at holde orden på papirarbejdet i forbindelse med afhentningen. Det skete også, at jeg i den forbindelse gjorde officererne forskellige tjenester med at afhente noget privat til dem, og da de følte, at de kunne stole på mig, fik jeg den tjeneste som fast job, medens jeg var indkaldt, og det var jo noget mere behageligt end at være soldat i felten. Medens jeg var soldat, var der et kursus for landmænd på Teknologisk Institut, som jeg gerne ville deltage i, og på grund af mit gode forhold til officererne, fik jeg fri til at følge det. Umiddelbart før jeg blev indkaldt, var der blevet indkaldt en række officerer af reserven, som en slags mobilisering, for det var på den tid, at kommunisterne overtog styret i Tjekkoslovakiet med hjælp fra Sovjetunionen, og man var jo bange for, hvad der kunne ske her til lands. Heldigvis skete der ikke noget, for der var mangel på våben, og min deling blev udrustet med svenske våben, medens et andet kompagni i begyndelsen måtte eksercere med kosteskafter i stedet for geværer, og det passede bestemt ikke deres befalingsmænd! 

Efter opholdet på landbrugsskolen vendte jeg atter hjem til ejendommen i Tykmosen. I 1956 var jeg oppe ved Karl Nielsen for at aflevere et ejendomsskema, og skæbnen ville, at en ung dame ved navn Gerda var der oppe i samme ærinde for sin far Johannes Bondegaard, som havde en ejendom på Nørbjergvej. Det var første gang vi mødtes, men det blev ikke sidste gang, og det endte med, at vi blev gift i 1959. Vi bosatte os hos Gerdas far på Nørbjergvej og her boede vi i 10 år, og da min far døde flyttede vi til mit barndomshjem i Tykmosen, men gennem alle årene drev vi de to ejendomme sammen, og det gør vi stadig.

 

Lindved Andelsvaskeri.

En del ældre mennesker kan ganske sikkert huske hvordan vaskedagene foregik inden elektriske vaskemaskiner blev almindelige. Jeg husker med rædsel hvordan sådan en vaskedag forløb. Det startede gerne med at min mor stod meget tidligt op, for nu skulle der fyres op under grubekedlen. Dagen i forvejen var de store træbaljer rykket frem i vores vaskehus og en hel del af tøjet lå her i blød i koldt vand. Allerede på dette tidspunkt når jeg kom op, skævede jeg hen til vores komfur, der stod den store gryde som jeg med sikkerhed vidste indeholdt enten hvidkålssuppe eller måske grønkåls-suppe , dette var gerne menuen de dage hvor der skulle vaskes , for disse supper kunne næsten stå og passe sig selv, og jeg må erkende det blev aldrig mine livretter.

Bunkerne af vasketøj var store, for der blev normalt kun vasket engang om måneden.

Vaskemetoden var i min første erindring med brug af vaskebræt, men senere fik vi en såkaldt vaskevugge som os børn mange gange måtte stå og skubbe frem og tilbage. Sæben var ofte brun sæbe der anvendtes, og tøjet fik lige det rigtige skær, når der i sidste skyllevand blev tilsat en smule blåelse. Dette befandt sig en lille pose med en snor i. Posen blev så dyppet ned i vandet, derefter taget op og var så klar til næste portion.

Jens Martin Nielsen fra Sindbjerglund var lidt forudseende, han investerede i en FERM elektrisk vaskemaskine med vrider og udlejede denne, maskinen blev leveret og transporten foregik på en cykelanhænger, senere investerede han i helt op til 6 maskiner som nu blev leveret pr. varevogn og hans kundekreds var efterhånden stor. Dog skulle man stadigvæk anvende grubekedlen, for vaskemaskinerne kunne ikke opvarme vandet. Jens Martin holdt gang i denne udlejning i 18 år.

Der var efterhånden i Lindved en del mennesker, der gerne ville have lidt bedre og mere moderne forhold at vaske under, så man vedtog at oprette et andelsvaskeri.  Som blev opført på en grund, der blev købt af Snedker Andreasen skråt overfor den nye frysebygning. Byggeriet foregik i 1949-50. Dette skete også på andelsbasis. Andelshaverne fik så tildelt nogle bestemte vaskedage og vaskeriet kom til at fungere glimrende. Der var 1 vaskerum hvor der var opstillet en stor tromlevaskemaskine der også kunne opvarme vandet. Der var i dette rum 2 stk. støbte skylle-eller iblød-sætningskar. Der var en stor  lodretstående centrifuge samt diverse spande m.m. . I et andet rum var der opstillet en stor varmerulle, og i dette rum var der strygebræt med strygejern til brug for de ting, der ikke kunne håndteres i varmerullen. Et tredje rum var beregnet til tørrerum, der var her under loftet ophængt en elektrisk ventilator med indbygget varmelegeme, således at tørringen kunne foregå rimeligt hurtigt.

Dette andelsvaskeri fungerede glimrende indtil 1977, dog var det igennem de sidste år mindre og mindre brug af de faciliteter, der var her, fordi mange havde efterhånden selv anskaffet sig vaskemaskiner. Huset blev købt af bygmester Kjeld Andreasen, der senere, for at gøre plads til Mølleagers tilslutning til Agersbølvej, nedrev huset. Sparekassen byggede i 1979 ligeledes på en del af grunden, og ved Sparekassens ophør den 4. juni 1993, lå sparekassen ubenyttet i ca. 1 år, hvorefter bygningen blev solgt til bolig for Gdr. Thomas Jakobsen.

Men andelsvaskeriet var dog i drift i ca. 25 år.